Siden sidst

Åh, suk. Nu er der ikke lang tid tilbage! Om en uge rejser vi her fra Garoua. Tror vi alle i øjeblikket er forundret over hvor hurtigt tiden er gået. Det har virkelig været nogle fantastiske måneder, en oplevelse og en rejse som vi alle har gjort os mange tanker omkring, men man på ingen måde kan forberede sig på hjemmefra. Vi havde alle en ide om hvordan Afrika mon ville være, men én ting er blevet sikkert – man skal opleve Afrika for at kunne forestille sig stedet. Her de sidste weekender har vi været på en masse ture, hvor vi har set en masse af Cameroun. Er virkelig blevet forundret over hvor smuk landet er. Her er en hel fantastisk natur, som slet ikke kan beskrives.

I sidste weekend var vi på safari. Vi stod op tidligt om morgenen og kørte omkring kl. 7.30 ud til parken hvor dyrene befinder sig. Vi var meget spændte og var forberedt på at se en hel masse dyr. Jeg har altid haft en forestilling om, at når man er på safari, kører man bare hen til et vandhul og så står dyrene der på række. Sådan var det dog ikke! (: Vi kørte længe rundt i parken, som viste sig, ikke bare at være et lille område med 3 vandhuller – nej, det var kææmpe stort! Da vi havde kørt rundt i en halv time, fandt vi de første strudser, vi var vildt begejstret og tog billeder på livet løs. Efter noget tid fandt vi også antiloper, gazeller og nogle andre dyr der lignede hjorte. Meeen, vi var stadig mest på jagt efter giraffer, elefanter og løver, så vi ledede på livet løs. Efter yderligere tid fandt vi vores giraffer, de var så flotte og inden dagen var omme, havde vi fundet en masse, det var rigtig fedt! Desværre gemte elefanterne og løverne sig for os, så dem så vi ingen af :(

Efter safarituren i Waza tog vi til Rhumsiki. Det var en meget lang tur med en meget dårlig vej, så da vi endelig var fremme havde vores mave brug for seriøs hvile ;) På vejen besøgte vi vores fransklærer Mr. Bene’s familie, Ezai’s familie og grænsen mellem Nigeria og Cameroun. Det var vildt hyggeligt at besøge familierne, især når det er nogle mennesker, vi har været rigtig meget sammen med. Men tilbage til Rhumsiki! Det sted kan slet ikke beskrives, det er så flot deroppe! Rhumsiki er et bjergområde i Cameroun og stedet er meget karakteristisk, fordi deres bjerge mest af alt ligner pæle, der er kæmpe store. Vi havde en guide hele dagen og om morgenen, tog han os med op på en lille bjergtop, hvor vi havde udsigt over en village og en masse bjerge for at se solopgang. Det var virkelig koldt og virkelig flot! (vi stod op 5.30 om morgenen, gaab) Det var sjovt at se som minutterne gik, at flere og flere bål blev tændt, hos familierne i villagen. Da vi kom hjem igen og lige havde sovet en time, tog han os med ud på vandretur i dalen. Det var meget smukt og vildt spændende at høre historier om bjergene, familierne der boede der, naturen og religionerne der findes derude. Om eftermiddagen efter middagsmad tog han os med ud på endnu en tur, hvor vi så på nogle flotte traditionelle krukker, mødte en ”bomuldsfamilie”, som lavede en masse ting ud af bomuld og andre souvenirs og højdepunktet - medicinmanden. Det var en virkelig sjov oplevelse. Det var en medicinmand som kunne spå om fremtiden og havde en krabbe som hjælper. Det fungerede sådan at man fortalte ham spørgsmålet, hvorefter man fortalte det til krabben og så puttede han krabben ned i en krukke, som rykkede rundt på nogle ting og ud fra de ting kunne han fortælle spådommen. Det var lidt svært for os at tage det seriøs, når vi så ham sidde og snakke til den krabbe, men det var en vild god og sjov oplevelse. Jeg fik bl.a. at vide, at jeg først får en pige og derefter to drenge, når den dag kommer. Så må tiden vise om det går i opfyldelse.

I denne uge har vi sagt farvel til primary school og college, der var lidt mærkeligt, men rigtig hyggeligt og rørende at få bekræftet hvor glade de har været for vores hjælp. På college startede vi med hver især, at gå op foran klassen og sige tak til dem, bagefter kom nogle fra klasse op og sagde tak, det var virkelig flot. Efter det, sang vi nogle sange og sangene endte altid med dans og klap, så det var på rigtig afrikansk maner. Bagefter fortalte vi om Danmark og viste nogle billeder der fra. De var meget imponeret over at høre om årstiderne og høre om vores traditioner og normer. Der var bl.a. en der spurgte om hvad vi gjorde med vores babyer, når det bliver så koldt om vinteren, det var et ret sødt spørgsmål, så måtte vi jo forklare om murstenshuse (:

Næste uge står på ren råhygge med gadedrengene og et besøg hos en lokal konge, hvor der efter sigende skulle være hel fantastisk natur.

Vi ses lige om lidt.

Det gik lidt i fisk ..

Nu da vores ophold hernede ebber mod enden, og vi nu, om en måned, kan se frem til at holde jul med vores familier, er det blevet tid til at se lidt af vores kære Cameroun. For et par uger siden var vi med Elia på vores første tur. I lørdags var vi på vores anden tur med Ezai til en by ved navn Lagdo, som “huser” en kæmpe sø også kaldet Lagdo. Lagdo er meget berømt for sine mange fisk, det er bl.a. herfra Garouas fiskemarked bliver forsynet fra.

I 1980‘erne boede der en masse kinesere i Lagdo, hvis opgave der var at bygge et elværk og en dæmning, som siden dengang har forsynet det nordlige Cameroun med strøm. Ud fra dæmningen var der en fantastisk udsigt ud over Lagdo og de tilliggende bjerge. Som prikken over i’et havde kineserne bygget et højt monoment med det camerounske og kinesiske flag på toppen, som tegn på en venskabet mellem camerounerne og kineserne.

Efterfølgende gik turen til et sted kaldet Lagon Bleu, et hotel med tilhørende restaurant, som ligger ved Lagdos strandkant. Stedet var tidligere ejet af en hvid mand, som havde et godt tag på stedet, og forstod at vedligeholde det godt. Siden hans død for 2 år siden, har de nye ejere ikke haft et lige så godt tag på stedet og det forfalden en del. Da vi besøgte Lagon Bleu, var det tydeligt at se at det førhen havde været et fantastisk flot sted. Der var en 6-7 hvide, runde hytter med stråtag. Der er en fantastisk udsigt over Lagdo, med bjergene i nakken. Der er anlagt stier, hvor kanten mellem stierne og bedene er vist med sten. Bedene har stadig spor af flotte blomster og træer. Men meget ukrudt og langt stå har skabt sig en plads i bedene.

Alt i alt var det tydeligt at se at stedet havde en historie, at det havde været utrolig smukt engang.

Da vi gik rundt og undersøgte området, begyndte vi at fantasere. Når vi alle var færdige med vores uddannelse, skulle vi tage tilbage, købe stedet, sætte det i stand og drive hotellet med vores fremtidige familie. Ezai informerede os at stedet “kun” (i danske øjne) koster 2 millioner cfa. Hvilket i dansk valuta er ca. 250.000, divideret med 6 personer er det ca. 40.000 - derudover skal det sættes i stand, så max ville vi skulle bruge 500.000 danske kroner på istandsættelse. Så skulle vi alle bo der, vores børn skulle undervises af vores nuværende fransklærer Mr. Bene, Ezai skulle hjælpe os med at bestyre hjemmet og nogle af vores gadedrenge skulle være tjenere og opvaskere i hotellets restaurant. Men om vores lille drøm nogensinde bliver til noget, vil kun tiden vise ;) Men at kreere denne lille drøm, havde vi det nu meget sjovt med.

Inden vi vendte snuden hjemad mod Garoua, tog vi en lille tur på markedet i Lagdo. Det var tydeligt at de i Lagdo ikke er nær så vant til at se nasara’er (hvide), som i Garoua. Folk vendte sig på gaden for at se os, og i en periode følte vi os som berømtheder.

Da vi havde fået nok af rampelyset gik turen igen mod Garoua, og besluttede os for at tage hjem til Ezai, og tilberede vores fisk, som vi havde købt i Lagdo, sammen.

Efter et stykke tid i Ezais hjem kom hans to børn hjem (Mathilde på 6 og Martin på 2), hvorefter AT, Mia, Simone, Helene og Dorte underholdte dem, imens jeg (Louise) parterede fisk med Ezai. Menuen bestod af fiskegryde - fisk, løg, hvidløg, tomat, lidt afrikakrydderi og vand - kogt godt igennem og ris, mums!! :) Det var smadder lækkert. Vi sluttede af med at hygge med Ezai og hans børn inden vi skulle hjem og se dyner - eller rettere lagner. Det gode ved vores efterhygge var også, at Martin, ikke længere skriger når han ser os - win win!! Alt i alt var det en rigtig god optakt til de ture, vi skal på den sidste tid :)

On se voit bientôt Danemark (Vi ses snart Danmark) !!

- Mia, AT, Simone og Louise

Oplevelser er her nok af

Så er det vidst blevet tid til en opdatering (:
Der er sket en del siden sidst. Vi har bl.a. været på tur hvor vi fik lov at vandre i nogle bjerge, duppe fødderne i en flod, se en lille del af en kæmpe flodhest og gå i forskellige peanut, majs og bomuldsmarker. Det var en kæmpe oplevelse og enormt dejligt at se noget mere af Garoua og omregn. Dagen startede tidligt, kl. 9 kom vores bil. Ikke noget specielt kønt syn. Det lignede lidt en lille minibus og den havde huller overalt. Ved synet at den, vidste vi det ville blive en lang dag, da vi var sikre på vi ville køre i stykker et sted. Men vi lærte ikke at undervurdere sådan en faldefærdig bil. Den klarede nemlig hele dagen, gennem masser af sand og vand. Vi startede med at køre forbi et rigtig flot bjerg, kaldet Bokli. Derefter kørte vi ud til Elias gamle village, han viste os hvor han havde boet, viste os kirken og introducerede os for nogle af hans venner. Det var rigtig spændende at opleve sådan en village. Den indeholdt alle de forestillinger man har omkring Afrika, med huse byggede af ko afføring og stråtag, børn med store mave som følge af fejlernæring, en fantastisk natur og ikke mindst stilhed! Vi var alle meget imponerede over, hvor stille og behageligt der var derude. Et perfekt sted at tage ud, hvis man trænger til at kommer helt væk fra hverdagens stres og jag. Det var så imponerende at se den afrikanske natur og der er intet der kan sammenlignes.
Vi gik det meste af dagen i 30 grader, så da vi endelig ved 13-tiden skulle have frokostpause var vi godt trætte og lignede mildest talt krebse (: Men en fantastisk tur, hvor vi fik set en lille del af smukke Cameroun.

Sidste lørdag var vi så heldige at være til et afrikansk bryllup, det var en rigtig sjov og spændende oplevelse! Bryllupper hernede er meget anderledes, end dem vi kender i Danmark. Selve vielsen i kirken tog ca. 3 timer. Det var 3 timer fyldt med dans, musik, alvors ord fra brudens bror og skrigende damer, der kom med gaver og velsignede brudeparret. Da de var blevet viet kom der et dansende gavebord ind af 15 dansende damer, med en masse køkkenting til bruden – for nu har hun jo job i køkkenet (:
Efter vielsen skulle vi hjem og have lidt mad for kl. 20 at tage til fest. Festen blev holdt et rigtig hyggeligt sted med dansegulv, kulørte lamper og runde borde. Til festen var der omkring 200. Da parret ankom, kom de dansende stille ind med deres søskende forrest, derefter blev der serveret lækker afrikansk mad. På bordene stod der også små appetizer, som bestod af popcorn med sukker og noget vi kalder små klejner, vi ved ikke helt hvad de rigtig hedder, men de smager som klejner, deraf navnet ;) Da maden var færdig skulle der gives gaver. Parret dansede op på dansegulvet og så kom folk op en efter en, med deres pakker – selvfølgelig også dansende. Det blev Helene og jeg der dansede op med vores pakke og vi var noget usikre på vores fødder, der blev garanteret grinet lidt rundt ved bordene – men det var sjovt at prøve. Derefter skar brudeparret et lam over, så nogle af gæsterne fik et lille stykke lam hver. Det er lidt ligesom vi skærer bryllupskage over i Danmark og efter lammet, fik de også en meget lille bryllupskage ind og så skulle de skærer i den. Det skal lige siges at den var bare rigtig rigtig god! (:
Omkring kl. 23 tog vi hjem igen. Kirken er ikke så glade for vi er for sent ude om aftenen pga. vores sikkerhed, så vi måtte vende næsen hjemad, inden der skulle danses L Men det var okay, vi var helt mætte af indtryk.

Mange hilsner fra os hernede i varmen

Vores hverdag!

For at give et indtryk af hvordan en normal uge for os ser ud, vil vi her beskrive sådan en for jer.

Vi er altid delt i to grupper, en gruppe på primary school og en gruppe på college. Begge grupper starter ugen ud med at have undervisning mandag. Dog sidder en af dem fra primary school-gruppen(PS-gruppen) i den lille boghandel, vi er med til at bestyre. Omkring kl. 13.00 kommer dem fra college hjem igen, på dette tidspunkt har PS-gruppen oftest nået at lave noget middagsmad til os alle sammen. Vi nyder dette måltid sammen, og kl. 13.30 er der igen en der går ned i boghandlen efter middagspause. Mandag eftermiddag er der ikke noget på programmet, udover alle de andre gøremål, der skal nås, og vores franskundervisning kl. 17.00. Vores franskundervisning fungere sådan, at Mr. Bene kommer hver dag (man-lør) kl. 17.00 og underviser 3 af os af gangen i en lille time.

Tirsdag morgen starter college-gruppen(C-gruppen) med at stå meget tidligt op, for at have en enkelt time på college, for så at være hjemme igen omkring kl. 8.50, hvor en af dem åbner boghandlen. PS-gruppen skal derimod ikke undervise på primary school tirsdag, men skal undervise vores gadedrenge. Dette foregår fra kl. 8.30 til 12.00 med en halv times pause indlagt. Dette fungere sådan at vi underviser i matematik 1 time og 45 min og derefter engelsk i lige så lang tid. Kl. 15.00 har vi en aktivitet for drengene på programmet, dette kunne være en kreativ form for bowling, ultimate, en anden form for sport eller noget helt tredje. Kl. 17.00 er vi så igen klar til Mr. Benes ankomst.

Onsdag er det C-gruppen, der underviser gadedrengene, da de ikke har undervisning på college. Mens PS-gruppen indtager igen de små klasser og underviser hele formiddagen. Kl. 15.00 forsøger vi så vidt det er muligt at være tilskuere til drengenes fodboldkamp mod andre gadedrenge, der bor ved en katolsk kirke.

Torsdag er både C-gruppen og PS-gruppen ude og undervise på deres forskellige skoler, og først kl. 13.00 er vi alle samlet igen. Eftermiddagen har intet program, men det har aftenen til gengæld. Vi deltager nemlig i drengenes andagt. Hver torsdag aften kl. 19.00 kommer Silas, en evangelist, der bruger en halv times tid på drengene i bøn og bibellæring.

Fredag har PS-gruppen 1 time og 45 mins undervisning med drengene fra morgenstunden af. Ellers er fredag en form for fridag for os alle. For selvom det godt kan ligne at vi ikke laver så meget i løbet af sådan en uge, formår en dag alligevel at blive fyldt op til randen. For udover daglige gøremål som rengøring, markeds ture osv., er vi nemlig også med til at bestyre et gæstehus, som også i ugens løb kræver et par timers arbejde.

Weekenden er for det meste sat af til afslapning og kirkegang, dog har boghandlen også åben lørdag formiddag fra kl. 8.00-12.00. Lige nu arbejder vi på at få arrangeret en masse ture vi kan komme på, på vores lørdage, så vi kan nå at få set en masse af Garoua inden hjemkomst.

Dette er sådan ca. vores skema i løbet af en uge. Håber det hjælper jer lidt med at sætte jer ind i vores hverdag.

Og så var vi syv...

”Intet er forudsigeligt i Afrika”. Disse ord har vi efterhånden hørt en masse gange, først på forberedelseskurset, men også fra tidligere volontører og Afrika In Touch. Efter vores ankomst til Cameroun har vi flere gange oplevet det på vores egen krop, men aldrig har det været mere sandt end i aften.

Indtil for et par timer siden så det ud til, at dagen i dag blot ville blive en helt almindelig mandag i Cameroun. Vi havde netop færdiggjort aftensmaden og var ved at sætte os til bords, da en af præsternes sønner kom og bankede på vores dør. Han var meget ivrig i at få en af os med ud og se noget, hvorfor Mia gik med ham. Det viste sig, at grunden til hans ivrighed var, at han havde set en kvinde tage vores håndklæder fra vores tørresnor. Vi fandt dog hurtigt ud af, at hun havde haft et helt klart formål med vores håndklæder: nemlig at svøbe sin lille” næsten nye” baby i dem. Lige ved siden af tørresnoren lå nemlig et lille drengebarn sammen med en pose fyldt med babytøj.

Vi var naturligvis chokerede over vores fund, men fik hurtigt drengen med ind i vores hus. Mens de andre piger skiftede ham, gik Simone og jeg efter hjælp hos Elia, da vi havde set ham stå og tale med moren til barnet, inden hun gik. Elia var ligeså chokeret som os og sendte hurtigt drengene ud på gaden for, at se om de kunne nå, at finde moderen. Imens gik han med os op for, at se barnet. Vi gik dernæst ned til præsidenten for, at høre hvad vi lige skulle stille op. Præsidenten var ikke hjemme og i stedet snakkede vi med hans døtre, Pauline og Damaris, som hurtigt rejste sig og gik med os op for at se babyen. Pigerne ringede dog hurtigt til deres far, og da kirkepræsidenten var blevet forklaret situationen insisterede han på, at tale med os, og derfor fik jeg overrakt telefonen af Pauline. Jeg forklarede præsidenten at vi havde det rigtig godt, selvom vi selvfølgelig var lidt overraskede. Han fortalte at han var på hospitalsbesøg, men at han var på vej hjem, og ville komme så hurtigt han kunne.

I mellemtiden var alle drengene kommet, de havde været ud og kigge efter kvinden, men kunne ikke finde hende og nu var de kommet for at se babyen. Det var meget rørende, at se hvordan drengene oprigtigt bekymrede sig om ham, og de spurgte også flere gange om vi ville tage ham med til Danmark og tage os af ham. Aller inderst inde kunne man heller ikke lade være med, at tænke på om denne her dreng måske ville få samme skæbne som de fantastiske drenge på gadebørns projektet.
Efter en times tid ankom kirkepræsidenten og kom først ind til os, både for at se barnet, men også lige snakke med os. Derefter gik han ud og snakkede med Elia og nogle af de fremmødte (nyheden havde spredt sig hurtigt over compounden og flere af præsterne og deres familier stod derfor udenfor vores hus). Da de havde snakket om hvad der var bedst at gøre, kom han ind til os og forklarede at han vil blive kørt til et center inde i byen, hvor han skulle registreres og dernæst ville han komme på hospitalet, for at blive tjekket igennem og få mad og drikke. Han fortalte desuden, at dette center var vant til situationer som disse, og at det første der derfor skulle ske, var at de ville prøve at finde barnets mor. Han sagde, at hvis dette ikke kunne lade sig gøre ville kirken selvfølgelig yde støtte til at sikre at dette barn fik en god start på livet. Inden at babyen skulle afsted, synes præsidenten og hans døtre dog at vi skulle navngive ham. Simone foreslog hurtigt Joshua hvilket vi blev enige om og skrev ned på en lille seddel, som skulle følge med ham på centeret.

Selvom det ikke blev nævnt, tror jeg at vi alle stod med en mærkelig følelse i kroppen, fordi vi ikke vidste hvad vi sendte dette lille barn ud til. Havde det været i Danmark havde vi haft en hel anden tiltro til systemet, men vi kender ikke det camerounske system og vores tiltro til det er måske heller ikke så stor. Præsidenten forsikrede os dog om, at dette skete ofte og at centeret var vant til at håndtere situationer som disse. Mange af de fremmødte, voksne som børn, spurgte os flere gange om vi så tog ham med hjem til Danmark og tog os af ham (På compounden bliver vi også kaldet ”de seks hvide mødre”). Selvom vi i hjertet måske havde allermest lyst til at tage ham med hjem, vidste vi selvfølgelig godt med vores fornuft at dette på ingen måde kunne lade sig gøre og vi var derfor selvfølgelig også helt klar på at give ham videre.

Præsidenten spurgte mig om jeg ville med ud og aflevere ham på centeret, hvilket jeg selvfølgelig meget gerne ville og han sagde derefter at der faktisk var plads til, at to af os tog med i bilen. Inden for fem minutter sad Mia og jeg med Joshua i bilen sammen med Elia, Pauline og en chauffør. Vi kørte først hen til centeret, men her ville de ikke modtage ham førend vi havde været ved politiet. Vi kørte derfor hen til politiet, hvor Elia og Pauline snakkede med politibetjentene og fandt ud af alt det formelle, mens Mia og jeg sad på bænken foran stationen med Joshua i vores arme. Han var efterhånden godt sulten og vi beroligede ham ved at synge ”ingen er så tryg i fare” for ham.  Pauline kom ud og snakkede med os, og vi snakkede om hvordan vi havde fundet ham, og at det næsten var som da moses blev fundet i en sivkurv. Denne tanke kunne vi ikke helt slippe og vi valgte derfor at ændre hans navn til Moses Joshua. Besøget hos politiet endte med at blive langt, og blev yderligere forlænget af at Joshua valgte at tisse lige inden vi skulle afsted, og da man hernede ikke bruger ble, var både ham og Mia, som på det tidspunkt holdte ham, gennemblødte. Da vi ikke helt kunne overskue hvornår vi ville komme hen til centret, besluttede vi os for at gå ned i bilen og skifte ham. Chaufføren kiggede noget på os, og var ikke helt glad for situationen, men skiftes det skulle han altså.

Efter det lange besøg på politistationen kørte vi endelig mod centret, hvor vi denne gang fik lov at komme ind. Det var egentligt mere et privat hjem, hvor der sad en mand og to kvinder og så fjernsyn sammen med 2 børn. Fra stuen kunne vi se ind i et værelse med køjesenge, hvor der bl.a. stod et kæmpe skab fyldt med babytøj. At se dette sted gav os en dejlig følelse indeni fordi vi så, at han blev taget godt imod og det giver en dejlig ro at vide, at han er et godt sted nu. Vi afleverede ham dog så sent på aftenen, at han ikke kunne blive registreret i dag, og derfor skal vi sammen med Pauline ud på centeret i morgen, hvor vi så kan registrere ham. Da Moses Joshua var blevet overleveret vendte vi atter hjem mod compounden, hvor de andre piger ventede på os. Vi fik snakket de sidste tre timers tid igennem med hinanden, ligesom flere af os lige fik ringet hjem og fortalt om dagens oplevelse. Som vi sad der og snakkede var det en meget surrealistisk oplevelse – lidt ligesom, at have været med i en film.

Vi kan selvfølgelig ikke lade være med, at tænke på hvorfor moderen har efterladt Moses til os? Samtidig håber vi at hun har det okay, da det uden tvivl må have været en svær beslutning. Vi håber og beder til at hun kan forlige sig med det valg hun har truffet og at hun, på trods af dette, kan få et godt liv. Vi kan kun forestille os hvordan hun har tænkt, at vi hvide mennesker ville kunne give hendes dreng en bedre tilværelse end hun selv kunne. Alligevel er det hårdt at tænke på hvordan hans liv mon bliver her i Cameroun, hvor vi dagligt ser og oplever hvor mange gadebørn der lever uden familie og omsorg og bare prøver at overleve. Vi har dog valgt, at tro på at der må være en mening med at Moses Joshua havnede her hos os, og at han vil få en god start på livet og en lys fremtid.
Vi er taknemmelige for at Garcia Douda (præstesønnen) kom til os, således at vi fik en chance for at finde Moses Joshua og vi beder til, at en eller anden familie vil tage sig kærligt af ham, og selvom han sikkert aldrig vil få det at vide, vil han altid have seks ekstra hvide mødre...

I dag var et tydeligt bevis på at intet er forudsigeligt i Afrika og en ting er stensikkert: Mandag d. 10. oktober 2011 bliver en dag vi aldrig glemmer.

Mange kærlige hilsner til vores kære derhjemme,
Louise, Simone, Mia og AT.
 

Update

Så vil jeg lige skrive lidt videre om nogle oplevelser, vi har haft hernede mens vi intet net har haft og derfor ikke kunne opdatere (: Vi oplever simpelthen så mange ting og det er nogle gange svært at huske det hele, fordi mange ting er blevet helt hverdagsagtige for os - hvilket jo må betyde, at vi er ved at vænne os til landet. For et par fredage siden var vi til koncert, det var en kæmpe oplevelse. Vi blev om eftermiddagen inviteret af to lærere, fra det college vi hjælper til på. Vi ville selvfølgelig meget gerne med og gjorde os klar til kl. 18, hvor de havde sagt koncerten ville starte - den startede så kl. 19, hvilket egentlig ikke overraskede os ;) Vi vidste ikke meget om det, bortset fra at der skulle medvirke 3 kor fra andre byer og så det lokale kor. Det endte med at blive en stor og overvældende afrikansk oplevelse. Først kom det første kor ind og selvfølgelig på traditionel afrikansk vis, hvor de kom syngende og dansene. Under hele koncerten havde de små moves, de alle lavede i takt. Publikum blev hurtig inspireret og til sidst, under hver koncert, endte det med at alle stod og dansede vildt, ude på gangene og endda oppe hos korene. Vildest var det når det lokale kor sang - der var alle hæmninger glemt. Der var specielt en mand, da han skulle op med sin donation, stoppede han op, midt på gulvet og lavede de vildeste bevægelser. Nogle af os blev nød til at kigge væk, for ikke at fornærme ham, fordi det simpelthen var så svært ikke at grine. Hvad vi ikke var klar over, var at "de hvide" åbenbart starter donationerne. Så først da vi havde været oppe, strømmede det med dansende afrikanere, der ville give deres bidrag til korene. Kan lige forklare her, at de her koncerter ikke koster penge, der er derfor donationer undervejs, så man betaler på den måde. Vi skulle selvfølgelig også danse op for at give vores donation, det var akavet! :D Folk fandt det meget morsomt og sad og grinte af os, da vores afrikanske danserytme ikke er helt så veludviklet, endnu. (:

I sidste uge underviste vi en del på college! Mr. Bene er hjemme i sin village, fordi der var præsidentvalg i søndags, så han var hjemme og stemme, plus hans kone er højgravid, så hun havde brug for lidt hjælp med deres 5 andre børn. Forståeligt nok, så vi lovede at tage hans timer. Det er lidt hårdt, skulle hilse og sige, at vi har fået en ny respekt for lærere! De er så uopdragne nogle af dem (: Vi kan sige hundrede gange i en time, at de skal være stille, lige lidt hjælper det. Eleverne vil meget hellere snakke om vores hår, fortælle os hvor meget de elsker os, sove, eller noget helt fjerde. Så specielt i nogle timer, har vi glædet os til at Mr. Bene kom hjem igen. Når vi skal ud på college tidlig om morgenen, passer det lige med at præsidentens børn også skal af sted i skole. De bliver også kørt af vores chauffør, så et par morgener har vi siddet 7 personer i en lille 5-personers bil :o Det er altid spændende, især at se om vi kan få alle skubbet ind. Vejene er også så dårlige, at når vi sidder ovenpå hinanden, kan man nå at dunke hovedet mange gange op i loftet, av. Men vi er altid kommet sikkert ud på college, selvom vi nogle gange er lidt utrygge ved kvaliteten af vejene hernede og det der færdes på vejene. Gederne render rundt over det hele og man stopper ikke op, før man er rigtig tæt på at ramme dem, man går bare ud fra at de flytter sig af sig selv (:

Forrige uge var Elia syg, han havde malaria og var blevet vandforgiftet, så vi havde fornøjelsen af at være en del sammen med gadedrengene, bl.a. sørge for mad, var til fodbold med dem og spiste deres aftensmåltid med dem. Det var bare utrolig hyggeligt. De er rigtig stolte af deres mad og er altid søde til at tilbyde os smagsprøver, nogle af pigerne prøvesmagte og syntes faktisk det var helt okay. De elsker også at spille forbold og det er super godt for dem, at få sig rørt og komme ud med de frustrationer, de nogle gange har, igennem sport. Til vores tirsdagsaktivitet i sidste uge, spillede vi også en slags frisbee-fodbold. Drengene elskede det og det gjorde vi også. Det er fantastisk at have sådan nogle positive oplevelser med dem, når man nogle gange mister tålmodigheden med dem, fx under undervisning (:

Lige nu planlægger vi safaritur, som formentlig kommer til at lægge sidst i november – det bliver så spændende! Ezai har heldigvis sagt at han gerne vil med os, det er vi rigtig glade for.

(skrevet af Simone) 

Livstegn fra Garoua! :-)

Vi vil gerne starte med, at bringe en undskyldning til alle jer dejlige mennesker, som læser vores blog: Vi ved godt, at vi ikke har været så aktive på bloggen på det seneste, men vi har de sidste to uger været travlt beskæftiget med vores nye hverdag her i Cameroun! (da der så ikke har været internet de sidste 3 -4 uger, er bloggen blevet yderligere forsinket, og sikkert også noget forældet - men i får den nu alligevel J)

Vi har nu endelig fået lagt vores ugeskema, og vi må sige, at vi har nok at se til, hvilket egentligt bare er dejligt. Vi har delt os op i to undervisningshold med tre på hver, og hvert hold har så skiftevis en uge på Primary school og en uge på College.

Mia, Simone og AT startede på College for to uger siden. Vi underviser sammen med Mr. Bene (vores fransklærer) to klasser, og har i alt 7 timer om ugen. Mr. Bene er som tidligere nævnt en god lærer, og vi har med tiden også fået at vide, at han er en utraditionel engelsklærer i Cameroun (I det at han f.eks. snakker engelsk J ).
Indtil videre har vi mest siddet og kigget på, når Mr. Benne har kørt teori, og så har vi bagefter gået rundt og hjulpet eleverne med opgaver, eller læst med dem i grupper (a  16 -18 elever).
I tirsdags blev vi dog for alvor ”kastet for løverne”, da vi overtog alle Mr. Benes timer. Nogle dage forinden var en af kirkens Pastorer i Maroua død af et slangebid, og da Mr. Bene meget gerne ville til begravelsen dukkede han op tirsdag morgen klokken syv, og spurgte om vi kunne tage alle hans timer. Det ville vi selvfølgelig godt, selvom vi også var en smule nervøse over at skulle undervise nogle af de ældste klasser, som vi endnu ikke havde mødt.  Dagen gik heldigvis rigtig godt! Vi havde først en times læsning i en af vores normale klasser, og derefter 2 x 2 timer ved nogle af de store klasser. Her læste vi først en historie med dem (som de jo selvfølgelig på ingen måde forstod), hvorefter vi fik skrevet alle de svære ord op på tavlen, som vi fik forklaret ved, i vores øjne, skuespil af første klasse. Eleverne fandt også vores små skuespil og ordforklaringer ret underholdende, og klappede ofte begejstret, vi stod dog tilbage med en hel fantastisk følelse, da vi til sidst så hvordan det virkede, og hvordan eleverne kunne besvare spørgsmål til teksten, og dermed demonstrerede at de havde forstået den!

Dorte, Helene og Louise har været i gang med Primary School i cirka halvanden uge. På Primary School følger vi en del flere klasser, men til gengæld er det oftest kun lektioner af en halv times varighed. Det er dog ikke helt nemt at holde rede i hvornår vi skal undervise og hvornår vi ikke skal, da det ikke virker til at lærerene på nogen måde følger skemaerne, men nærmere underviser i fransk når de har lyst til det og i engelsk når de så har lyst til det.  Indtil videre har vi mest kigget på i lektionerne, men vi håber at vi med tiden kan komme til, at undervise dernede, da det i Cameroun bestemt ikke er en selvfølge at engelsklærere kan snakke engelsk (måske faktisk nærmere talt en undtagelse).

Udover College og Primary school underviser vi desuden også drengene tre dage om ugen. Der er cirka 12 drenge som ikke går i skole, og derfor underviser vi dem i matematik og engelsk tirsdag, onsdag og fredag, og så underviser Elia dem mandag og torsdag. Vi har undervist drengene en uge nu, men har endnu ikke været fuldtallige nogen af dagene, antallet stiger dog gradvist hvilket er rigtig dejligt. Drengene har også lige skullet finde ud af at der nu er skole for dem, så vi håber at det i løbet af et par uger vil blive bedre, da det også er blevet hverdag for dem! Jeg kommer netop nede fra drengene og flere af dem (også dem som vi endnu ikke har set til undervisning) kom og sagde École Mardi (Skole tirsdag), så budskabet virker til at sprede sig! En af Elias store bekymringer var drengenes klasselokale. Hidtil har de haft klasselokale i rummet ved siden af deres sovelokale, men dette rum blev for noget tid siden aflåst, da udlejeren gerne ville lave noget computerundervisning for kvinder deri (der er dog ikke noget tegn på at det starter snart). Vi snakkede derfor med Esai og han foreslog, at han vi kunne undervise drengene i kirkens grand salle, som er et stort mødelokale. Vi har derfor fået en tavle derop og det virker rigtig godt, og i og med, at drengene ikke længere bliver undervist der hvor de bor, er det lidt ligesom at de også går i ”rigtig skole”.
Der er en stor spredning på drengene både i niveau og alder, og der er derfor noget af en udfordring for os, at holde alle beskæftiget, men det er gået ok indtil videre. Det er ufatteligt hjerteskærende når en dreng på 21 ikke kan skrive sit eget navn, men alligevel en dejlig oplevelse, at se hvor glad han er for at gå i skole, og hvordan han virkelig prøver at forstå hvad der sker i timerne. Drengene er uden tvivl rigtige drenge med masser af energi og derfor varmer det også meget, at se hvordan de virkelig prøver at koncentrere sig og fordybe sig i undervisningen.

Udover undervisning har vi to faste aktiviteter med drengene om ugen, som vi selv finder på. Torsdag eftermiddag har vi ”Lektie café” (børnene hernede får ikke lektier for, men i stedet øver vi matematik med dem, eller terper nogle af de ting, som de har lært i skolen, hvad enten det er i Primary eller på vores skole).
Tirsdag eftermiddag har vi en sjov aktivitet, som vi finder på fra uge til uge J
Hver torsdag kommer evangelisten Silas og holder en ”aftenandagt” for drengene. Vi var med sidste torsdag og det var en utrolig stærk oplevelse. Mange af drengene har ikke været kristne før de kom til projektet og har dermed først for nyligt fundet gud, og derfor var det meget rørende, at se deres indlevelse og entusiasme.

Udover undervisning og hyggelig samvær med drengene har vi også ansvar for kirkens bibliotek (eller bogbutik). Vi er nu næsten helt på plads dernede og har eeendelig fået pris på alle bøgerne, hvilket gør det noget nemmere at sælge dem til den rette pris. Vi sidder dernede 6 dage om ugen og det er egentligt en meget hyggelig tjans. Det er absolut ikke alle dage, hvor der sker så meget, men der er internet dernede og det er derfor en hyggelig måde at koble lidt af på. Det er desuden også meget sjovt at få brugt sine få franske gloser, når der er kunder i biksen J
Vi har også brugt lidt tid på at rydde op på lageret på biblioteket, da mange af bøgerne lå ude på lageret og ikke inde på selve biblioteket. Vi fandt blandt andet to kasser fyldt med bøger fra USA. De var godt nok adresseret til Mbamba i Nigeria, men eftersom de var sendt i 2009, spurgte vi alligevel Ezai om vi også måtte sætte dem ud på hylderne. Det mente Ezai dog ikke vi kunne, da det jo kunne være at der kom nogle for at hente kasserne, med bøger. Vi prøvede ellers, at forklare ham at det jo nok ikke skete eftersom de har stået på lageret i 2,5 år, men det mente Ezai sagtens kunne ske, og derfor står der stadig to kasser fulde af engelske bøger på lageret J

Det går også rigtig godt med vores franskundervisning – vi bliver bedre og bedre for hver dag der går, og vi er kommet tæt på Mr. Bene, vores fransklærer. Mr Bene er en sød og sjov, men også meget bestemt mand, og vi morer os næsten dagligt over når han beder om vand, og dernæst ”sender det tilbage”, fordi det er for varmt, eller fordi der ikke er nok osv. Vi har desuden fundet ud af, at han ikke er særlig glad for regn eller som han selv siger det: ”I don’t like when the drops touches my body!”. Forleden dag var det begyndt at regne mens vi havde franskundervisning, og Mr. Bene blev derfor siddende i ualmindelig lang tid efter vi var færdige, og da vi ikke rigtig synes vi kunne trække aftensmaden meget længere spurgte vi ham om ikke han havde lyst til, at spise med. Det ville han gerne.  Det var en rigtig sjov, og alligevel mærkelig oplevelse, for Mr. Bene er altid god for en god historie, og når han fortæller er han ivrig og bruger mange fakter, men alligevel var det en lidt mærkelig oplevelse, fordi han blev siddende i flere timer, og var meget svær at ”komme af med”. Da Helene på et tidspunkt sagde, at nu regnede det da vist ikke mere, svarede han blot ”my ear knows when it is not raining anymore” og han blev derfor siddende J Da han til sidst mente, at nu måtte han nok hellere tage af sted – regn eller ej, tilbød Mia ham at han kunne låne hendes GULE regnslag, hvilket han gladeligt tog imod. Jeg ved ikke om i kan forestille jer det, men en sort mand i et skriggult regnslag, er altså noget af en oplevelse, og det blev ikke meget bedre, da Bene begyndte at baske med ”vingerne” som var han en kylling, men sjovt det var det i hvert fald.

Mr. Bene sidder også sammen med os i kirken for, at oversætte gudstjenesten for os. Egentligt havde Ezai tilbudt, at han ville sidde sammen med os, men da hans lille søn, Martin stadig er hunderæd for os hvide mennesker, spurgte han Mr. Bene om ikke han ville gøre det i stedet.  Sidste søndag sagde han derfor efter gudtjenesten, at han, efter et kort lille møde hos vicepræsidenten, ville komme over til os og give os et kort referat af prædiken. Da Mr. Bene kom, fortalte han nogle få sætninger om, at prædiken handlede om tro, hvorefter han sagde, at han nok hellere måtte komme afsted, da han inden kirke havde sat sin kone (som er højgravid) af på hospitalet, fordi hun skulle føde, og han måtte jo derfor nok hellere tage ud og se til hende. Vi synes ikke han kunne komme hurtigt nok afsted, og råbte nærmest ”go go go”, men Mr. Bene havde slet ikke så travlt og da vi efter 5-10 min endelig fik ham ud af døren tænkte vi, at så måtte han da tage ud til sin fødende kone, men næ nej et kvarter senere stod han stadig og hyggesnakkede med vicepræsidenten J Vi var meget glade da han endelig tog afsted, men fik dagen efter at vide, at han kun lige var kommet hjem før hans kone kom gående fra hospitalet og sagde at det ikke var nu alligevel J
Her en uge senere har Benes kone stadig ikke født, men Mr. Bene er netop taget hjem til hans village (5 timer herfra på motorcykel), hvor hans kone og børn bor sammen med hans forældre. Her skal han være i halvanden uge (I anledning af præsidentvalget på søndag), så vi må håbe, at hun føder mens han er hjemme. Mr. Bene har allerede sagt, at så snart babyen er født, vil han ringe til os så vi kan høre den skrige J You gotta love Mr. Bene!! Han er i hvert fald en person som bør opleves J

For et par dage siden fik vi besøg af kirkens nye pastor, Francois.  Han ville høre om vi kunne hjælpe ham med, at scanne nogle papirer ind, så han kunne sende dem til Danmark. Pastoren har før været i Danmark med Mission Afrika, ligesom Mission Afrika også har betalt uddannelse for ham de sidste fire år i Nigeria. Mens pastoren var i Danmark var han rundt og besøge en masse Mission Afrika genbrugsbutikker og i den forbindelse mødte han et dansk ægtepar som har hjulpet hans familie meget. En af hans døtre er nemlig døv, og det danske ægtepar havde givet hende et høreapparat, som havde hjulpet hende meget. Desværre ville hun en dag vaske apparatet under rindende vand, hvilket det ikke holdte til og hun har derfor ikke kunnet høre i lang tid. Fra Danmark får han midler til at betale hendes specialskole (Hun har gået på specialskolen Remi i Nigeria, som har haft mange danske voluntører fra AIT), og i forbindelse med skoleskiftet ville han sende de nye papirer på skolen til ægteparret, så de kunne se hvad det kostede J Pastoren har 4 børn, hvoraf den yngste faktisk hedder Brønnum (efter den første danske missionær), og han er bare en darling! Efter at Dorte og AT havde hjulpet Francois med at scanne papirerne ind viste han os billeder fra sin DK tur! Han fortalte meget begejstret om Danmark og da vi havde set alle hans billeder fandt han en DVD kaldet ”Det skønne Nordjylland”. Vi brugte dernæst de næste 20 minutter på at se en film om Skagen og dens seværdigheder på tysk J
Vi har sidenhen fået et endnu tættere forhold til pastor Francois og hans familie og hans børn er sidenhen blevet hyppige gæster her hos os.

Der er selvfølgelig sket meget meget mere hernede, men dette var et kort lille oprids og resten af detaljerne, må i derfor få når vi kommer hjem.
De kærligste hilsner til alle derhjemme,
Louise, Mia, Simone og AT.