Og så var vi syv...

”Intet er forudsigeligt i Afrika”. Disse ord har vi efterhånden hørt en masse gange, først på forberedelseskurset, men også fra tidligere volontører og Afrika In Touch. Efter vores ankomst til Cameroun har vi flere gange oplevet det på vores egen krop, men aldrig har det været mere sandt end i aften.

Indtil for et par timer siden så det ud til, at dagen i dag blot ville blive en helt almindelig mandag i Cameroun. Vi havde netop færdiggjort aftensmaden og var ved at sætte os til bords, da en af præsternes sønner kom og bankede på vores dør. Han var meget ivrig i at få en af os med ud og se noget, hvorfor Mia gik med ham. Det viste sig, at grunden til hans ivrighed var, at han havde set en kvinde tage vores håndklæder fra vores tørresnor. Vi fandt dog hurtigt ud af, at hun havde haft et helt klart formål med vores håndklæder: nemlig at svøbe sin lille” næsten nye” baby i dem. Lige ved siden af tørresnoren lå nemlig et lille drengebarn sammen med en pose fyldt med babytøj.

Vi var naturligvis chokerede over vores fund, men fik hurtigt drengen med ind i vores hus. Mens de andre piger skiftede ham, gik Simone og jeg efter hjælp hos Elia, da vi havde set ham stå og tale med moren til barnet, inden hun gik. Elia var ligeså chokeret som os og sendte hurtigt drengene ud på gaden for, at se om de kunne nå, at finde moderen. Imens gik han med os op for, at se barnet. Vi gik dernæst ned til præsidenten for, at høre hvad vi lige skulle stille op. Præsidenten var ikke hjemme og i stedet snakkede vi med hans døtre, Pauline og Damaris, som hurtigt rejste sig og gik med os op for at se babyen. Pigerne ringede dog hurtigt til deres far, og da kirkepræsidenten var blevet forklaret situationen insisterede han på, at tale med os, og derfor fik jeg overrakt telefonen af Pauline. Jeg forklarede præsidenten at vi havde det rigtig godt, selvom vi selvfølgelig var lidt overraskede. Han fortalte at han var på hospitalsbesøg, men at han var på vej hjem, og ville komme så hurtigt han kunne.

I mellemtiden var alle drengene kommet, de havde været ud og kigge efter kvinden, men kunne ikke finde hende og nu var de kommet for at se babyen. Det var meget rørende, at se hvordan drengene oprigtigt bekymrede sig om ham, og de spurgte også flere gange om vi ville tage ham med til Danmark og tage os af ham. Aller inderst inde kunne man heller ikke lade være med, at tænke på om denne her dreng måske ville få samme skæbne som de fantastiske drenge på gadebørns projektet.
Efter en times tid ankom kirkepræsidenten og kom først ind til os, både for at se barnet, men også lige snakke med os. Derefter gik han ud og snakkede med Elia og nogle af de fremmødte (nyheden havde spredt sig hurtigt over compounden og flere af præsterne og deres familier stod derfor udenfor vores hus). Da de havde snakket om hvad der var bedst at gøre, kom han ind til os og forklarede at han vil blive kørt til et center inde i byen, hvor han skulle registreres og dernæst ville han komme på hospitalet, for at blive tjekket igennem og få mad og drikke. Han fortalte desuden, at dette center var vant til situationer som disse, og at det første der derfor skulle ske, var at de ville prøve at finde barnets mor. Han sagde, at hvis dette ikke kunne lade sig gøre ville kirken selvfølgelig yde støtte til at sikre at dette barn fik en god start på livet. Inden at babyen skulle afsted, synes præsidenten og hans døtre dog at vi skulle navngive ham. Simone foreslog hurtigt Joshua hvilket vi blev enige om og skrev ned på en lille seddel, som skulle følge med ham på centeret.

Selvom det ikke blev nævnt, tror jeg at vi alle stod med en mærkelig følelse i kroppen, fordi vi ikke vidste hvad vi sendte dette lille barn ud til. Havde det været i Danmark havde vi haft en hel anden tiltro til systemet, men vi kender ikke det camerounske system og vores tiltro til det er måske heller ikke så stor. Præsidenten forsikrede os dog om, at dette skete ofte og at centeret var vant til at håndtere situationer som disse. Mange af de fremmødte, voksne som børn, spurgte os flere gange om vi så tog ham med hjem til Danmark og tog os af ham (På compounden bliver vi også kaldet ”de seks hvide mødre”). Selvom vi i hjertet måske havde allermest lyst til at tage ham med hjem, vidste vi selvfølgelig godt med vores fornuft at dette på ingen måde kunne lade sig gøre og vi var derfor selvfølgelig også helt klar på at give ham videre.

Præsidenten spurgte mig om jeg ville med ud og aflevere ham på centeret, hvilket jeg selvfølgelig meget gerne ville og han sagde derefter at der faktisk var plads til, at to af os tog med i bilen. Inden for fem minutter sad Mia og jeg med Joshua i bilen sammen med Elia, Pauline og en chauffør. Vi kørte først hen til centeret, men her ville de ikke modtage ham førend vi havde været ved politiet. Vi kørte derfor hen til politiet, hvor Elia og Pauline snakkede med politibetjentene og fandt ud af alt det formelle, mens Mia og jeg sad på bænken foran stationen med Joshua i vores arme. Han var efterhånden godt sulten og vi beroligede ham ved at synge ”ingen er så tryg i fare” for ham.  Pauline kom ud og snakkede med os, og vi snakkede om hvordan vi havde fundet ham, og at det næsten var som da moses blev fundet i en sivkurv. Denne tanke kunne vi ikke helt slippe og vi valgte derfor at ændre hans navn til Moses Joshua. Besøget hos politiet endte med at blive langt, og blev yderligere forlænget af at Joshua valgte at tisse lige inden vi skulle afsted, og da man hernede ikke bruger ble, var både ham og Mia, som på det tidspunkt holdte ham, gennemblødte. Da vi ikke helt kunne overskue hvornår vi ville komme hen til centret, besluttede vi os for at gå ned i bilen og skifte ham. Chaufføren kiggede noget på os, og var ikke helt glad for situationen, men skiftes det skulle han altså.

Efter det lange besøg på politistationen kørte vi endelig mod centret, hvor vi denne gang fik lov at komme ind. Det var egentligt mere et privat hjem, hvor der sad en mand og to kvinder og så fjernsyn sammen med 2 børn. Fra stuen kunne vi se ind i et værelse med køjesenge, hvor der bl.a. stod et kæmpe skab fyldt med babytøj. At se dette sted gav os en dejlig følelse indeni fordi vi så, at han blev taget godt imod og det giver en dejlig ro at vide, at han er et godt sted nu. Vi afleverede ham dog så sent på aftenen, at han ikke kunne blive registreret i dag, og derfor skal vi sammen med Pauline ud på centeret i morgen, hvor vi så kan registrere ham. Da Moses Joshua var blevet overleveret vendte vi atter hjem mod compounden, hvor de andre piger ventede på os. Vi fik snakket de sidste tre timers tid igennem med hinanden, ligesom flere af os lige fik ringet hjem og fortalt om dagens oplevelse. Som vi sad der og snakkede var det en meget surrealistisk oplevelse – lidt ligesom, at have været med i en film.

Vi kan selvfølgelig ikke lade være med, at tænke på hvorfor moderen har efterladt Moses til os? Samtidig håber vi at hun har det okay, da det uden tvivl må have været en svær beslutning. Vi håber og beder til at hun kan forlige sig med det valg hun har truffet og at hun, på trods af dette, kan få et godt liv. Vi kan kun forestille os hvordan hun har tænkt, at vi hvide mennesker ville kunne give hendes dreng en bedre tilværelse end hun selv kunne. Alligevel er det hårdt at tænke på hvordan hans liv mon bliver her i Cameroun, hvor vi dagligt ser og oplever hvor mange gadebørn der lever uden familie og omsorg og bare prøver at overleve. Vi har dog valgt, at tro på at der må være en mening med at Moses Joshua havnede her hos os, og at han vil få en god start på livet og en lys fremtid.
Vi er taknemmelige for at Garcia Douda (præstesønnen) kom til os, således at vi fik en chance for at finde Moses Joshua og vi beder til, at en eller anden familie vil tage sig kærligt af ham, og selvom han sikkert aldrig vil få det at vide, vil han altid have seks ekstra hvide mødre...

I dag var et tydeligt bevis på at intet er forudsigeligt i Afrika og en ting er stensikkert: Mandag d. 10. oktober 2011 bliver en dag vi aldrig glemmer.

Mange kærlige hilsner til vores kære derhjemme,
Louise, Simone, Mia og AT.