Nyt fra Garoua!

Så er det vist tid til en update her fra Garoua. Her går tiden stille og rolig, uden nogen form for stress eller jag. Vi har fået gjort rent og lavet orden på vores bibliotek/boghandel, og havde vores første åbningsdag i går med hele 6 kunder – wow! Det rygtes i byen at biblioteket nu har faste åbningstider, så folk stikker sommetider hovedet ind for at sige hej, og selvfølgelig for at se herligheden. Det er rart at nogle værdsætter ens arbejde, når man har stået badet i sved for at gøre det pænt og klar til brug.
Dagene er også gået med at være lidt sammen med gadedrengene, dog har de desværre ikke fået så meget af vores tid de sidste par dage, da biblioteket er blevet gjort klar. Dog sad vi en dag og hyggede os ude foran vores lille hus, da nogle af drengene så kom. Pludselig sad vi hver især sad med en eller to af drengene, og forsøgte så godt vi kunne at undervise dem lidt matematik. Det foregik med en pind som blyant og jorden som tavle. Drengene synes det var rigtig sjovt og udfordrende, dog endte det mest i leg til sidst. Men de lærte noget og det gjorde vi også ;)

Mandag var dagen hvor det første hold(Simone, AT og Mia) startede på college. Da vi ankom blev vi som altid nedstirret som en turistattraktion, men vi er ved at vænne os til at blive kigget en del på. Mr. Bene, som er den lærer vi skal følge på college, viste os en i klassen, hvor vi i døren bliver mødt af 51 børn, der stod op. Vi præsenterede os selv, og Mr. Bene begyndte undervisningen. Da timen var ovre var vi meget overrasket over hvor meget undervisningsmetoden lignede den danske læring metode. Hvor man først starter med at have noget teori, i dette tilfælde var det at bøje forskellige verber, som to walk, to arrive, to relax, og derefter så have nogle opgaver, hvor man selv skulle gøre det. Det var ikke alle børnene, der fangede det, da Mr. Bene har valgt udelukkende at undervise på engelsk. Dette er der rigtig mange fordele ved, men desværre også mange ulemper, da mange af børnene ikke forstår noget engelsk. Vi forsøgte at gå rundt og hjælpe lidt til i opgaveperioden, men igen, da børnene ikke kan forstå ret meget engelsk, må man tænke alternativ og kreativt, for at få dem til at forstå det. Dette kan nogle gange godt være en prøvelse.

Her til morgen har vi haft et møde med Ezai, hvor vi skulle snakke om vores program. Dog føler man lidt at man bruger så lang tid på ingenting. Da man egentlig kunne have klaret det hele på 5 min, hvis kommunikationen fungerede lidt bedre. For selvom Ezai taler rigtig godt engelsk, kræver det nogle gange en gentagelse for at forstå. Derudover skal man også regne Ezai telefon-taletid oven i mødelængden, hvilket er ca. halvdelen. Status er nu, at vi skal undervise 3 dage på college (i alt 6 timer), være på biblioteket hver dag (en person) og undervise gadedrengene 3 dage. Derudover kommer al den anden tid vi kommer til at tilbringe med drengene, og forhåbentlig kommer der også nogle timer i primary school på et tidspunkt. Men det er jo Afrika vi er i, så alting til sin tid...

Desuden er vi begyndt med vores franskundervisning, som også foregår med Mr. Bene. Det er rigtig rart endelig at kunne se lidt mening i det franske sprog, men også at kunne få blæret sig lidt med sine franske gloser. Efter vores ene dag på biblioteket har vi set vigtigheden af at kunne fransk. Men prøver ihærdigt, og klarer os okay, eftersom vi kun har været her i et par uger.

Ellers har vi det rigtig godt, vi har dog stadig ikke noget gas. Men vi formår at lave et varmt måltid mad om dagen, om det så er over Elias gasblus eller Mamas ildsted. Mad får vi, selvom vi er ved at være ret trætte af lyst brød. ;)

Hyg jer :)

Vi har uret - de har tiden ..

Ja, idag stiftede vi så for første gang rigtigt bekendtskab med begrebet “African time”, og samtidigt afrikanernes fantastiske evne til at snakke sammen. Vi skulle ud på det college, hvor vi skal undervise fra næste uge af, for at snakke med rektoren om hvordan vores skema skal se ud..

Vi havde dagen forinden fået at vide, at vi skulle være klar kl 9.00, hvilket vi selvfølgelig var.. 20 min senere kom Ezai (vores kontaktperson) drønende ind foran huset, og dyttede signalerende at vi skulle afsted. Men pga. vores store antal (6 pers), kunne vi ikke være i én bil, og måtte køre af to omgange. Så først omkring kl. 9.45, var vi samlet på college og blev så henvist til rektorens kontor, hvor vi skulle vente. Og vi ventede, og vi ventede.. og vi ventede.. Vi kedede os så meget, at vi gav os til at synge “Mona-sangen” (Åh Mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag ...), og legede alle mulige lege, blot for at få tiden til at gå. Da rektoren så endelig kom, var der gået 3 TIMER, og det eneste rektoren kunne fortælle os, var at vi skulle planlægge skemaet med en Mr. Bennet - vores fransk lærer. Så havde vi brugt 3 TIMER på bare at sidde, for blot at få at vide at det kunne han ikke hjælpe os med .. Så føler man lidt at man spilder sin tid. Men til gengæld fik vi da set college, og inden jeg glemmer det - så så vi også en albino-afrikaner :O ! Det var vildt mærkeligt. Midt i blandt alle de sorte, kommer en hvid gående, med det lyse - men stadig vildt tykke og kruset afrikaner-hår, og de store læber.

Senere i dag, mødte vi så vores eftertragtede fransklærer, Mr. Bennet. Dog blev vi kun introduceret for ham, og fik hverken svar på vores mest ønskede spørgsmål, “hvordan ser vores skema ud?”, men kun at vi mandag skal begynde at undervise og påbegynde vores franskundervisning med Mr. Bennet.

Men ja, så må man jo erkende at Afrika slet ikke er DK - og det er måske også meget godt? :) En oplevelse er det dog! :)

Men udover undervisningen begynder vi lige så stille at få mere og mere ansvar hernede, fx overtog vi forleden dag, arbejdet med gæstehusene hernede. Vi skal stå for bl.a. at modtage gæster, sørge for strøm, toilet og at afrikanerne gør ordentligt rent.

Men alt i alt, går det rigtig godt. Vi har det godt og varmt hernede :)

Mange VARME hilsner hernede fra :D

Første gudstjeneste

I dag har vi været i kirke for første gang. Vi havde spurgt Ezai hvad klok det ca. var, og hans svar var "Jaa, øhh, jamen 10 - halv 11". Det er stadig meget svært at vænne sig helt til deres manglende tidsbegreb hernede. Vi blev hentet af Elia (ham der står for gadedrenge projektet) kl. 10.45. Vi havde været lidt i tvivl, om vi skulle have tørklæde på, men da vi kom ind i kirken, blev vi meget glade for at vi havde det på, da alle kvinderne bar tørklæder. Det var nogle meget flotte kjoler kvinderne bar. Deres tøj er meget farverigt og meget afrika-agtig, med lange kjoler i lag og kreative måder at sætte tørklædet på.

Gudstjenesten var fyldt med sang. Under gudstjenesten var der flere gange grupper af 4 personer der sang. Under fællessangene, udbrød de ældre koner halleluja'er og wuhu wuhu wuhu'er. Fællessangene var også flerstemmig, hvilket var utrolig smukt. Der er intet orgel eller klaver, så hvis sangene kom lidt ud af takt, begyndte forsangeren med store armbevægelser at knipse i takt, så alle fandt melodien igen.
Vi var også oppe og blive præsenteret. Det var vi ikke helt forberedt på, vi andre besluttede hurtigt at det blev AT, som vi den ære, at fortælle lidt om os og det klarede hun rigtig godt. Vi fortalte at vi kom fra Danmark, rejste med Africa inTouch og var meget meget glade for at være her og var imponeret over deres gæstfrihed. Derefter præsenterede vi os selv på fransk (kan lige indskyde her, at det går fremad med vores fransk - thumps up!)

En sjov episode var, at der på et tidspunkt skulle præsenteres og hyldes nogle nye ægtepar. Folk klappede og de ældre koner, kom igen med deres wuhu'er. Bagefter kom en af konerne op til dem, klappede rundt omkring dem og viftede et tørklæde rundt omkring parret. Derefter tog hun damen med hen til de andre koner og og de begyndte at klappe og synge noget vi ikke forstod. Vi fik begefter at vide af Elia at det betød, nu er hun en kvinde. Det var en meget speciel oplevelse og det var svært ikke at grine (: Gudstjenesten sluttede først 13.30, vi havde medbragt vores bibler, som vi kunne læse i, fordi vi troede der ville være meget snak, men de kom næsten ikke i brug, da der hele tiden skete en masse og vi var så optaget af alle de nye indtryk.
Det var vidst alt for nu.

Endelig i Cameroun!

Det er nu to dage siden, at vi ankom til Afrika og sikke mange indtryk vi har fået indtil nu. Cameroun er på mange måder fuldstændig som vi har forestillet os, og alligevel helt anerledes, men vi har det rigtig godt og er så glade for endelig, at være fremme!

Rejsen mod Cameroun startede i Vejle torsdag morgen klokken 4.00 hos AT, herefter fulgtes vi alle 6 sammen ad til Hamborg lufthavn, hvor vores første fly gik fra. Efter en kort mellemlanding i Zürich sad vi på flyet mod Cameroun, spændte over at være så tæt på Afrika. Turen fra Zürich til Douala var lang, men vi var heldige at have fået pladser ved vinduet, og brugte derfor en stor del af de 6, 5 timer på at kigge ned på Afrikas smukke natur! Desuden serverede de rigtig meget mad på flyet, hvilket vi senere satte stor pris på, da vi ikke har fået mad særlig regelmæssigt de sidste par dage.
Da vi endelig ankom til Cameroun var det som, at træde ind i en helt anden verden! Der var utroligt mange mennesker i lufthavnen, og mange af dem var såkaldte ”bagagebærere”, hvilket betyder, at de meget insisterende ”tilbyder”, at bære turisternes bagage mod penge. Det lykkedes os kun næsten at undgå disse mennesker, for det var meget svært, og vi skulle holde rigtig godt fast i bagagen, da de praktisk talt prøvede at hive dem ud af hænderne på os. Som hvide, ikke fransktalende mennesker havde vi også alle oddsene i mod os, da vi jo ikke just ”blender” ind, og de gik alle direkte efter os, da vi i deres øjne jo var ”nemme ofre”.
Efter denne lidt uoverskuelige og hektiske oplevelse var vi meget lettede og glade over at finde vores chauffør Adamau.

Adamau kørte os til hotellet hvor vi skulle overnatte en nat, inden vi morgenen efter skulle med et indenrigsfly til Douala. Han snakkede et begrænset engelsk, men vi fik kommunikeret en smule og han var rigtig sød! Selve køreturen var fuldstændig, som vi havde forestillet os = meget anerledes! J
Der er ikke mange trafikregler i Cameroun, til gengæld bruger de hornet i rigtig mange sammenhænge, og efter denne tur måtte vi konstatere, at vi var glade for, at vi ikke må køre bil i Cameroun – vi lærer nok aldrig deres sammenfletningsregler, og de har næppe nogensinde hørt om hverken ubetinget eller højre vigepligt ;-)
Da vi ankom til hotellet hjalp Adamau os med at blive tjekket ind, og han viste os værelserne. Desværre opstod der hurtigt det problem, at hotellet ikke kunne finde vores flybilletter til indenrigsflyet dagen efter (Ezai, som er vores kontaktperson i kirken, havde sørget for, at sende dem til hotellet). Dette gjorde os meget nervøse, og vi var på dette tidspunkt ikke mange sure sild værd, da vi både var meget trætte og ikke havde udsigt til aftensmad. Vi ringede en del frem og tilbage med AIT i Danmark, og de informerede os om, at Adamau var på vej ud til os igen for, at hjælpe os. Heldigvis fandt hotellet pludselig vores flybilletter, og det gode humør vendte atter tilbage, vi var lettede over, at de var fundet, men også over, at vi nu endelig kunne ligge os til at sove (det var tiltrængt J ). Vi skulle dog være sikker på ikke at miste billetterne, hvorfor Mia sov på dem, for at være helt sikker J.

Vi havde aftalt med Adamau, at han ville hente os om morgnen klokken 04.30, da vores fly gik 06.30 og vi ville være sikker på, at være der til tiden, da vi jo har hørt en del om African Time, og derfor ikke var sikker på om Adamau ville være der til tiden. Til vores store glæde var han der præcis halv fem, og vi kom derfor i god tid, til lufthavnen. Lige da vi kørte fra hotellet kunne vi forstå, at Adamaus bil var gået i stykker, han blev i hvertfald ved med at sige ord som ”ooops, oh no and not good” og var også ude og åbne kølehjelmen (Det skal lige tilføjes, at Adameus bil var  meeeeeeeget gammel, og hakkede en del i gearne), men det viste sig, at det var fordi der ikke kunne komme lys på bilen, hvilket betød at vi heldigvis sagtens kunne køre J Denne køretur var helt anerledes end turen aftenen før. Vi var alle på toppen, nød turen og udsigten og var fulde af spænding over, at vi snart var i Garoua.

Da vi ankom til lufthavnen fik vi tjekket ind, og morede os lidt over hvordan håndbagagen blev vejet: en mand stod og løftede på dem for at mærke, om de var indenfor vægtgrænsen på de 8 kg J
Flyturen var hyggelig, og til vores store lykke og glæde serverede de 3 croissanter og noget at drikke, hvilket var meget tiltrængt efter 15 + timer uden mad, og det gav os desuden også en anledning til at tage malariapillen.

På flyturen mødte vi desuden en nigeriansk pastor, Triumphant (han er pastor i en af de største kirker i Cameroun). Vi faldt i snak med ham og han fortalte, at han havde dedikeret sit liv til missionen, og at han synes det var meget medmenneskeligt og stort, at vi havde betalt penge for, at tage til Afrika for at hjælpe andre. Han tilbød derfor, at købe camerounske simkort til alle vores telefoner. I første omgang takkede vi pænt nej, og sagde det var alt for generøst, men han insisterede. Vi fandt siden hen ud af, at han tydeligvis var en meget vigtig person! Der var ansat flere folk til, at følge ham, og han kørte i en meget flot bil. I lufthavnen mødte vi desuden hans datter Liz, som han fik til at købe vores Simkort. Dette viste et meget positivt billede af den afrikanske opfattelse af tid, for selvom pastoren havde rigtig travlt, og egentlig ikke havde tid til at blive længe, insisterede han på at møde Ezai, og blev også for at møde kirkepræsidenten.
Det var en fantastisk oplevelse, at møde Triumphant fordi, han fik os til at føle os så velkomne og han udsendte også en følelse af tryghed i det ellers så ukendte Cameroun.

Dette var dog langt fra den eneste varme velkomst vi fik, generelt har vi været fuldstændig overvældede af deres gæstfrihed og kæmpe venlighed over for os. I lufthavnen modtog Ezai (vores kontaktperson) os og kort efter kom et kæmpe følge med både kirkens ansatte og kirkens præsident. De var alle sammen så søde og fik os budt hjertelig velkommen, og vi glemte hermed hurtigt den knap så behagelige nat i Douala, da det føltes som om vi nu endelig var kommet ”hjem”.
Liz tilbød at køre vores bagage til kirken, da hun så kunne se hvor vores Simkort skulle afleveres, og ellers blev vi fordelt i kirken og kørte til vores hjem de næste 4 måneder.
Først blev vi inviteret ind i kirkepræsidentens hjem, hvor han bød os velkommen og introducerede os for en masse mennesker! Dernæst viste Ezai os hen til gæstehusene, hvor vi skulle bo. Vi har fået to små ”lejligheder”, hvor vi sover tre i hver, og så har vi lavet køkken og spisested i den ene og en hyggekrog med sofaer i den anden.

Ezai tog os med ud på Restaurant til frokost, hvor vi fik noget rigtig lækkert lokalt mad. Derefter tog vi hjem og pakkede lidt ud i lejlighederne, gik lidt rundt på compounden (kirkens område), som faktisk er ret stort. Vi fik snakket og leget med en masse af de børn, som sammen med deres familie bor på compounden, ligesom vi også fik mødt både Elia (den frivillige på gadedrengehjemmet) og nogle af drengene.
Om aftenen var vi inviteret til middag hos kirkepræsidenten, der blev nemlig fejret to specielle anledninger. Først fejrede vi at en af de lokale, sammen med sin familie, netop var hjemvendt fra Togo, hvor han de sidste 10 år har uddannet sig til læge (med scholarships fra bl.a. kirken) og nu skal bo på compounden og fungere som læge her. Desuden fejrede vi også, at vi var ankommet og endnu engang mødte vi så meget varme og venlighed fra alle der deltog!

Efter en hel fantastisk nats søvn vågnede vi i morges klar til en ny dag, selvom vi ikke rigtig havde nogen idé om hvad den ville indebære, ud over at vi på et tidspunkt skulle ned og præsenteres på en slags generalforsamling for kirken. Vi er stadig meget danske når det kommer til tid, og det var da også noget mærkeligt ikke at vide hvornår, da det så er svært at planlægge sin dag. Men det der fyldte mest var dog mad, der var sket et kommunikationsbrist mellem Ezai og en af hans medarbejdere, så i går aftes kom medarbejderen derfor med 12 flasker vand og to pakker ”Den leende ko” – ost. Men ingen brødJ

Omkring 10.30 hentede Ezai os, og vi gik sammen op til mødet, hvor vi først sad og lyttede lidt (men forstod ikke rigtig noget). Derefter præsenterede kirkepræsidenten os, og vi sang en dansk sang for dem (Vi valgte at synge ”Guds kærlighed er rundt om os” og opførte den med fakter), hvorefter AT præsenterede os og fortalte kort om hvad vi skulle lave her i Cameroun. Derefter sagde kirkepræsidenten at vi var velkommen til at gå igen, hvilket vi pt. Sætter stor pris på, da mødet i skrivende stunde – 12 timer senere – stadig er fuld i gang! J
Heldigvis fik vi op af formiddagen snakket med Ezai, som straks smed hvad han havde i hænderne og tog Helene, Dorthe og Louise med på markedet, for at købe mad og malariapiller. Desværre er der ikke mere gas, og da det ikke er til, at finde noget i Garoua, så har vi ikke mulighed for at kokkerere alt den dejlige mad vi har fået endnu.
Ezai inviterede os dog på middagsmad hjemme ved ham, og vi fik på denne måde lejlighed til at møde hans familie.

I dag fik vi også mulighed for, at gå ned på gadedrengehjemmet og snakke mere med Elia og møde nogle flere af drengene. Vi fik en god snak med Elia, om hans opgaver og om nogle af de ting, han gerne vil vi hjælper med.
Desuden fik vi ligeledes spillet spil, fodbold, lært klappelege og tegnet tegninger med nogle af de gadedrengene og børnene på compounden. Alt i alt endnu en hyggelig dag i Garoua! J

Vi undskylder mange gange det lange lange indlæg, håber ikke, at vi har tabt for mange læsere på vejen. Men vi er blevet fyldt af så mange fantastiske indtryk som vi gerne deler med jer! Vi skal dog nok gøre vores bedste på at begrænse os fremover, hvilket nok også kommer naturligt, når hverdagen begynder at sætte ind.

Vi har desuden taget en masse billeder, som vi glæder os til, at vise jer, men på grund af en meget ustabil internetforbindelse, kommer de ikke i indlægget i dag, men på facebook senere J

Mange knus og kram til alle vi kender i DK,
Au revoir,
Simone, Louise, Mia og AT