Endelig i Cameroun!

Det er nu to dage siden, at vi ankom til Afrika og sikke mange indtryk vi har fået indtil nu. Cameroun er på mange måder fuldstændig som vi har forestillet os, og alligevel helt anerledes, men vi har det rigtig godt og er så glade for endelig, at være fremme!

Rejsen mod Cameroun startede i Vejle torsdag morgen klokken 4.00 hos AT, herefter fulgtes vi alle 6 sammen ad til Hamborg lufthavn, hvor vores første fly gik fra. Efter en kort mellemlanding i Zürich sad vi på flyet mod Cameroun, spændte over at være så tæt på Afrika. Turen fra Zürich til Douala var lang, men vi var heldige at have fået pladser ved vinduet, og brugte derfor en stor del af de 6, 5 timer på at kigge ned på Afrikas smukke natur! Desuden serverede de rigtig meget mad på flyet, hvilket vi senere satte stor pris på, da vi ikke har fået mad særlig regelmæssigt de sidste par dage.
Da vi endelig ankom til Cameroun var det som, at træde ind i en helt anden verden! Der var utroligt mange mennesker i lufthavnen, og mange af dem var såkaldte ”bagagebærere”, hvilket betyder, at de meget insisterende ”tilbyder”, at bære turisternes bagage mod penge. Det lykkedes os kun næsten at undgå disse mennesker, for det var meget svært, og vi skulle holde rigtig godt fast i bagagen, da de praktisk talt prøvede at hive dem ud af hænderne på os. Som hvide, ikke fransktalende mennesker havde vi også alle oddsene i mod os, da vi jo ikke just ”blender” ind, og de gik alle direkte efter os, da vi i deres øjne jo var ”nemme ofre”.
Efter denne lidt uoverskuelige og hektiske oplevelse var vi meget lettede og glade over at finde vores chauffør Adamau.

Adamau kørte os til hotellet hvor vi skulle overnatte en nat, inden vi morgenen efter skulle med et indenrigsfly til Douala. Han snakkede et begrænset engelsk, men vi fik kommunikeret en smule og han var rigtig sød! Selve køreturen var fuldstændig, som vi havde forestillet os = meget anerledes! J
Der er ikke mange trafikregler i Cameroun, til gengæld bruger de hornet i rigtig mange sammenhænge, og efter denne tur måtte vi konstatere, at vi var glade for, at vi ikke må køre bil i Cameroun – vi lærer nok aldrig deres sammenfletningsregler, og de har næppe nogensinde hørt om hverken ubetinget eller højre vigepligt ;-)
Da vi ankom til hotellet hjalp Adamau os med at blive tjekket ind, og han viste os værelserne. Desværre opstod der hurtigt det problem, at hotellet ikke kunne finde vores flybilletter til indenrigsflyet dagen efter (Ezai, som er vores kontaktperson i kirken, havde sørget for, at sende dem til hotellet). Dette gjorde os meget nervøse, og vi var på dette tidspunkt ikke mange sure sild værd, da vi både var meget trætte og ikke havde udsigt til aftensmad. Vi ringede en del frem og tilbage med AIT i Danmark, og de informerede os om, at Adamau var på vej ud til os igen for, at hjælpe os. Heldigvis fandt hotellet pludselig vores flybilletter, og det gode humør vendte atter tilbage, vi var lettede over, at de var fundet, men også over, at vi nu endelig kunne ligge os til at sove (det var tiltrængt J ). Vi skulle dog være sikker på ikke at miste billetterne, hvorfor Mia sov på dem, for at være helt sikker J.

Vi havde aftalt med Adamau, at han ville hente os om morgnen klokken 04.30, da vores fly gik 06.30 og vi ville være sikker på, at være der til tiden, da vi jo har hørt en del om African Time, og derfor ikke var sikker på om Adamau ville være der til tiden. Til vores store glæde var han der præcis halv fem, og vi kom derfor i god tid, til lufthavnen. Lige da vi kørte fra hotellet kunne vi forstå, at Adamaus bil var gået i stykker, han blev i hvertfald ved med at sige ord som ”ooops, oh no and not good” og var også ude og åbne kølehjelmen (Det skal lige tilføjes, at Adameus bil var  meeeeeeeget gammel, og hakkede en del i gearne), men det viste sig, at det var fordi der ikke kunne komme lys på bilen, hvilket betød at vi heldigvis sagtens kunne køre J Denne køretur var helt anerledes end turen aftenen før. Vi var alle på toppen, nød turen og udsigten og var fulde af spænding over, at vi snart var i Garoua.

Da vi ankom til lufthavnen fik vi tjekket ind, og morede os lidt over hvordan håndbagagen blev vejet: en mand stod og løftede på dem for at mærke, om de var indenfor vægtgrænsen på de 8 kg J
Flyturen var hyggelig, og til vores store lykke og glæde serverede de 3 croissanter og noget at drikke, hvilket var meget tiltrængt efter 15 + timer uden mad, og det gav os desuden også en anledning til at tage malariapillen.

På flyturen mødte vi desuden en nigeriansk pastor, Triumphant (han er pastor i en af de største kirker i Cameroun). Vi faldt i snak med ham og han fortalte, at han havde dedikeret sit liv til missionen, og at han synes det var meget medmenneskeligt og stort, at vi havde betalt penge for, at tage til Afrika for at hjælpe andre. Han tilbød derfor, at købe camerounske simkort til alle vores telefoner. I første omgang takkede vi pænt nej, og sagde det var alt for generøst, men han insisterede. Vi fandt siden hen ud af, at han tydeligvis var en meget vigtig person! Der var ansat flere folk til, at følge ham, og han kørte i en meget flot bil. I lufthavnen mødte vi desuden hans datter Liz, som han fik til at købe vores Simkort. Dette viste et meget positivt billede af den afrikanske opfattelse af tid, for selvom pastoren havde rigtig travlt, og egentlig ikke havde tid til at blive længe, insisterede han på at møde Ezai, og blev også for at møde kirkepræsidenten.
Det var en fantastisk oplevelse, at møde Triumphant fordi, han fik os til at føle os så velkomne og han udsendte også en følelse af tryghed i det ellers så ukendte Cameroun.

Dette var dog langt fra den eneste varme velkomst vi fik, generelt har vi været fuldstændig overvældede af deres gæstfrihed og kæmpe venlighed over for os. I lufthavnen modtog Ezai (vores kontaktperson) os og kort efter kom et kæmpe følge med både kirkens ansatte og kirkens præsident. De var alle sammen så søde og fik os budt hjertelig velkommen, og vi glemte hermed hurtigt den knap så behagelige nat i Douala, da det føltes som om vi nu endelig var kommet ”hjem”.
Liz tilbød at køre vores bagage til kirken, da hun så kunne se hvor vores Simkort skulle afleveres, og ellers blev vi fordelt i kirken og kørte til vores hjem de næste 4 måneder.
Først blev vi inviteret ind i kirkepræsidentens hjem, hvor han bød os velkommen og introducerede os for en masse mennesker! Dernæst viste Ezai os hen til gæstehusene, hvor vi skulle bo. Vi har fået to små ”lejligheder”, hvor vi sover tre i hver, og så har vi lavet køkken og spisested i den ene og en hyggekrog med sofaer i den anden.

Ezai tog os med ud på Restaurant til frokost, hvor vi fik noget rigtig lækkert lokalt mad. Derefter tog vi hjem og pakkede lidt ud i lejlighederne, gik lidt rundt på compounden (kirkens område), som faktisk er ret stort. Vi fik snakket og leget med en masse af de børn, som sammen med deres familie bor på compounden, ligesom vi også fik mødt både Elia (den frivillige på gadedrengehjemmet) og nogle af drengene.
Om aftenen var vi inviteret til middag hos kirkepræsidenten, der blev nemlig fejret to specielle anledninger. Først fejrede vi at en af de lokale, sammen med sin familie, netop var hjemvendt fra Togo, hvor han de sidste 10 år har uddannet sig til læge (med scholarships fra bl.a. kirken) og nu skal bo på compounden og fungere som læge her. Desuden fejrede vi også, at vi var ankommet og endnu engang mødte vi så meget varme og venlighed fra alle der deltog!

Efter en hel fantastisk nats søvn vågnede vi i morges klar til en ny dag, selvom vi ikke rigtig havde nogen idé om hvad den ville indebære, ud over at vi på et tidspunkt skulle ned og præsenteres på en slags generalforsamling for kirken. Vi er stadig meget danske når det kommer til tid, og det var da også noget mærkeligt ikke at vide hvornår, da det så er svært at planlægge sin dag. Men det der fyldte mest var dog mad, der var sket et kommunikationsbrist mellem Ezai og en af hans medarbejdere, så i går aftes kom medarbejderen derfor med 12 flasker vand og to pakker ”Den leende ko” – ost. Men ingen brødJ

Omkring 10.30 hentede Ezai os, og vi gik sammen op til mødet, hvor vi først sad og lyttede lidt (men forstod ikke rigtig noget). Derefter præsenterede kirkepræsidenten os, og vi sang en dansk sang for dem (Vi valgte at synge ”Guds kærlighed er rundt om os” og opførte den med fakter), hvorefter AT præsenterede os og fortalte kort om hvad vi skulle lave her i Cameroun. Derefter sagde kirkepræsidenten at vi var velkommen til at gå igen, hvilket vi pt. Sætter stor pris på, da mødet i skrivende stunde – 12 timer senere – stadig er fuld i gang! J
Heldigvis fik vi op af formiddagen snakket med Ezai, som straks smed hvad han havde i hænderne og tog Helene, Dorthe og Louise med på markedet, for at købe mad og malariapiller. Desværre er der ikke mere gas, og da det ikke er til, at finde noget i Garoua, så har vi ikke mulighed for at kokkerere alt den dejlige mad vi har fået endnu.
Ezai inviterede os dog på middagsmad hjemme ved ham, og vi fik på denne måde lejlighed til at møde hans familie.

I dag fik vi også mulighed for, at gå ned på gadedrengehjemmet og snakke mere med Elia og møde nogle flere af drengene. Vi fik en god snak med Elia, om hans opgaver og om nogle af de ting, han gerne vil vi hjælper med.
Desuden fik vi ligeledes spillet spil, fodbold, lært klappelege og tegnet tegninger med nogle af de gadedrengene og børnene på compounden. Alt i alt endnu en hyggelig dag i Garoua! J

Vi undskylder mange gange det lange lange indlæg, håber ikke, at vi har tabt for mange læsere på vejen. Men vi er blevet fyldt af så mange fantastiske indtryk som vi gerne deler med jer! Vi skal dog nok gøre vores bedste på at begrænse os fremover, hvilket nok også kommer naturligt, når hverdagen begynder at sætte ind.

Vi har desuden taget en masse billeder, som vi glæder os til, at vise jer, men på grund af en meget ustabil internetforbindelse, kommer de ikke i indlægget i dag, men på facebook senere J

Mange knus og kram til alle vi kender i DK,
Au revoir,
Simone, Louise, Mia og AT