Siden sidst

Åh, suk. Nu er der ikke lang tid tilbage! Om en uge rejser vi her fra Garoua. Tror vi alle i øjeblikket er forundret over hvor hurtigt tiden er gået. Det har virkelig været nogle fantastiske måneder, en oplevelse og en rejse som vi alle har gjort os mange tanker omkring, men man på ingen måde kan forberede sig på hjemmefra. Vi havde alle en ide om hvordan Afrika mon ville være, men én ting er blevet sikkert – man skal opleve Afrika for at kunne forestille sig stedet. Her de sidste weekender har vi været på en masse ture, hvor vi har set en masse af Cameroun. Er virkelig blevet forundret over hvor smuk landet er. Her er en hel fantastisk natur, som slet ikke kan beskrives.

I sidste weekend var vi på safari. Vi stod op tidligt om morgenen og kørte omkring kl. 7.30 ud til parken hvor dyrene befinder sig. Vi var meget spændte og var forberedt på at se en hel masse dyr. Jeg har altid haft en forestilling om, at når man er på safari, kører man bare hen til et vandhul og så står dyrene der på række. Sådan var det dog ikke! (: Vi kørte længe rundt i parken, som viste sig, ikke bare at være et lille område med 3 vandhuller – nej, det var kææmpe stort! Da vi havde kørt rundt i en halv time, fandt vi de første strudser, vi var vildt begejstret og tog billeder på livet løs. Efter noget tid fandt vi også antiloper, gazeller og nogle andre dyr der lignede hjorte. Meeen, vi var stadig mest på jagt efter giraffer, elefanter og løver, så vi ledede på livet løs. Efter yderligere tid fandt vi vores giraffer, de var så flotte og inden dagen var omme, havde vi fundet en masse, det var rigtig fedt! Desværre gemte elefanterne og løverne sig for os, så dem så vi ingen af :(

Efter safarituren i Waza tog vi til Rhumsiki. Det var en meget lang tur med en meget dårlig vej, så da vi endelig var fremme havde vores mave brug for seriøs hvile ;) På vejen besøgte vi vores fransklærer Mr. Bene’s familie, Ezai’s familie og grænsen mellem Nigeria og Cameroun. Det var vildt hyggeligt at besøge familierne, især når det er nogle mennesker, vi har været rigtig meget sammen med. Men tilbage til Rhumsiki! Det sted kan slet ikke beskrives, det er så flot deroppe! Rhumsiki er et bjergområde i Cameroun og stedet er meget karakteristisk, fordi deres bjerge mest af alt ligner pæle, der er kæmpe store. Vi havde en guide hele dagen og om morgenen, tog han os med op på en lille bjergtop, hvor vi havde udsigt over en village og en masse bjerge for at se solopgang. Det var virkelig koldt og virkelig flot! (vi stod op 5.30 om morgenen, gaab) Det var sjovt at se som minutterne gik, at flere og flere bål blev tændt, hos familierne i villagen. Da vi kom hjem igen og lige havde sovet en time, tog han os med ud på vandretur i dalen. Det var meget smukt og vildt spændende at høre historier om bjergene, familierne der boede der, naturen og religionerne der findes derude. Om eftermiddagen efter middagsmad tog han os med ud på endnu en tur, hvor vi så på nogle flotte traditionelle krukker, mødte en ”bomuldsfamilie”, som lavede en masse ting ud af bomuld og andre souvenirs og højdepunktet - medicinmanden. Det var en virkelig sjov oplevelse. Det var en medicinmand som kunne spå om fremtiden og havde en krabbe som hjælper. Det fungerede sådan at man fortalte ham spørgsmålet, hvorefter man fortalte det til krabben og så puttede han krabben ned i en krukke, som rykkede rundt på nogle ting og ud fra de ting kunne han fortælle spådommen. Det var lidt svært for os at tage det seriøs, når vi så ham sidde og snakke til den krabbe, men det var en vild god og sjov oplevelse. Jeg fik bl.a. at vide, at jeg først får en pige og derefter to drenge, når den dag kommer. Så må tiden vise om det går i opfyldelse.

I denne uge har vi sagt farvel til primary school og college, der var lidt mærkeligt, men rigtig hyggeligt og rørende at få bekræftet hvor glade de har været for vores hjælp. På college startede vi med hver især, at gå op foran klassen og sige tak til dem, bagefter kom nogle fra klasse op og sagde tak, det var virkelig flot. Efter det, sang vi nogle sange og sangene endte altid med dans og klap, så det var på rigtig afrikansk maner. Bagefter fortalte vi om Danmark og viste nogle billeder der fra. De var meget imponeret over at høre om årstiderne og høre om vores traditioner og normer. Der var bl.a. en der spurgte om hvad vi gjorde med vores babyer, når det bliver så koldt om vinteren, det var et ret sødt spørgsmål, så måtte vi jo forklare om murstenshuse (:

Næste uge står på ren råhygge med gadedrengene og et besøg hos en lokal konge, hvor der efter sigende skulle være hel fantastisk natur.

Vi ses lige om lidt.

Det gik lidt i fisk ..

Nu da vores ophold hernede ebber mod enden, og vi nu, om en måned, kan se frem til at holde jul med vores familier, er det blevet tid til at se lidt af vores kære Cameroun. For et par uger siden var vi med Elia på vores første tur. I lørdags var vi på vores anden tur med Ezai til en by ved navn Lagdo, som “huser” en kæmpe sø også kaldet Lagdo. Lagdo er meget berømt for sine mange fisk, det er bl.a. herfra Garouas fiskemarked bliver forsynet fra.

I 1980‘erne boede der en masse kinesere i Lagdo, hvis opgave der var at bygge et elværk og en dæmning, som siden dengang har forsynet det nordlige Cameroun med strøm. Ud fra dæmningen var der en fantastisk udsigt ud over Lagdo og de tilliggende bjerge. Som prikken over i’et havde kineserne bygget et højt monoment med det camerounske og kinesiske flag på toppen, som tegn på en venskabet mellem camerounerne og kineserne.

Efterfølgende gik turen til et sted kaldet Lagon Bleu, et hotel med tilhørende restaurant, som ligger ved Lagdos strandkant. Stedet var tidligere ejet af en hvid mand, som havde et godt tag på stedet, og forstod at vedligeholde det godt. Siden hans død for 2 år siden, har de nye ejere ikke haft et lige så godt tag på stedet og det forfalden en del. Da vi besøgte Lagon Bleu, var det tydeligt at se at det førhen havde været et fantastisk flot sted. Der var en 6-7 hvide, runde hytter med stråtag. Der er en fantastisk udsigt over Lagdo, med bjergene i nakken. Der er anlagt stier, hvor kanten mellem stierne og bedene er vist med sten. Bedene har stadig spor af flotte blomster og træer. Men meget ukrudt og langt stå har skabt sig en plads i bedene.

Alt i alt var det tydeligt at se at stedet havde en historie, at det havde været utrolig smukt engang.

Da vi gik rundt og undersøgte området, begyndte vi at fantasere. Når vi alle var færdige med vores uddannelse, skulle vi tage tilbage, købe stedet, sætte det i stand og drive hotellet med vores fremtidige familie. Ezai informerede os at stedet “kun” (i danske øjne) koster 2 millioner cfa. Hvilket i dansk valuta er ca. 250.000, divideret med 6 personer er det ca. 40.000 - derudover skal det sættes i stand, så max ville vi skulle bruge 500.000 danske kroner på istandsættelse. Så skulle vi alle bo der, vores børn skulle undervises af vores nuværende fransklærer Mr. Bene, Ezai skulle hjælpe os med at bestyre hjemmet og nogle af vores gadedrenge skulle være tjenere og opvaskere i hotellets restaurant. Men om vores lille drøm nogensinde bliver til noget, vil kun tiden vise ;) Men at kreere denne lille drøm, havde vi det nu meget sjovt med.

Inden vi vendte snuden hjemad mod Garoua, tog vi en lille tur på markedet i Lagdo. Det var tydeligt at de i Lagdo ikke er nær så vant til at se nasara’er (hvide), som i Garoua. Folk vendte sig på gaden for at se os, og i en periode følte vi os som berømtheder.

Da vi havde fået nok af rampelyset gik turen igen mod Garoua, og besluttede os for at tage hjem til Ezai, og tilberede vores fisk, som vi havde købt i Lagdo, sammen.

Efter et stykke tid i Ezais hjem kom hans to børn hjem (Mathilde på 6 og Martin på 2), hvorefter AT, Mia, Simone, Helene og Dorte underholdte dem, imens jeg (Louise) parterede fisk med Ezai. Menuen bestod af fiskegryde - fisk, løg, hvidløg, tomat, lidt afrikakrydderi og vand - kogt godt igennem og ris, mums!! :) Det var smadder lækkert. Vi sluttede af med at hygge med Ezai og hans børn inden vi skulle hjem og se dyner - eller rettere lagner. Det gode ved vores efterhygge var også, at Martin, ikke længere skriger når han ser os - win win!! Alt i alt var det en rigtig god optakt til de ture, vi skal på den sidste tid :)

On se voit bientôt Danemark (Vi ses snart Danmark) !!

- Mia, AT, Simone og Louise

Oplevelser er her nok af

Så er det vidst blevet tid til en opdatering (:
Der er sket en del siden sidst. Vi har bl.a. været på tur hvor vi fik lov at vandre i nogle bjerge, duppe fødderne i en flod, se en lille del af en kæmpe flodhest og gå i forskellige peanut, majs og bomuldsmarker. Det var en kæmpe oplevelse og enormt dejligt at se noget mere af Garoua og omregn. Dagen startede tidligt, kl. 9 kom vores bil. Ikke noget specielt kønt syn. Det lignede lidt en lille minibus og den havde huller overalt. Ved synet at den, vidste vi det ville blive en lang dag, da vi var sikre på vi ville køre i stykker et sted. Men vi lærte ikke at undervurdere sådan en faldefærdig bil. Den klarede nemlig hele dagen, gennem masser af sand og vand. Vi startede med at køre forbi et rigtig flot bjerg, kaldet Bokli. Derefter kørte vi ud til Elias gamle village, han viste os hvor han havde boet, viste os kirken og introducerede os for nogle af hans venner. Det var rigtig spændende at opleve sådan en village. Den indeholdt alle de forestillinger man har omkring Afrika, med huse byggede af ko afføring og stråtag, børn med store mave som følge af fejlernæring, en fantastisk natur og ikke mindst stilhed! Vi var alle meget imponerede over, hvor stille og behageligt der var derude. Et perfekt sted at tage ud, hvis man trænger til at kommer helt væk fra hverdagens stres og jag. Det var så imponerende at se den afrikanske natur og der er intet der kan sammenlignes.
Vi gik det meste af dagen i 30 grader, så da vi endelig ved 13-tiden skulle have frokostpause var vi godt trætte og lignede mildest talt krebse (: Men en fantastisk tur, hvor vi fik set en lille del af smukke Cameroun.

Sidste lørdag var vi så heldige at være til et afrikansk bryllup, det var en rigtig sjov og spændende oplevelse! Bryllupper hernede er meget anderledes, end dem vi kender i Danmark. Selve vielsen i kirken tog ca. 3 timer. Det var 3 timer fyldt med dans, musik, alvors ord fra brudens bror og skrigende damer, der kom med gaver og velsignede brudeparret. Da de var blevet viet kom der et dansende gavebord ind af 15 dansende damer, med en masse køkkenting til bruden – for nu har hun jo job i køkkenet (:
Efter vielsen skulle vi hjem og have lidt mad for kl. 20 at tage til fest. Festen blev holdt et rigtig hyggeligt sted med dansegulv, kulørte lamper og runde borde. Til festen var der omkring 200. Da parret ankom, kom de dansende stille ind med deres søskende forrest, derefter blev der serveret lækker afrikansk mad. På bordene stod der også små appetizer, som bestod af popcorn med sukker og noget vi kalder små klejner, vi ved ikke helt hvad de rigtig hedder, men de smager som klejner, deraf navnet ;) Da maden var færdig skulle der gives gaver. Parret dansede op på dansegulvet og så kom folk op en efter en, med deres pakker – selvfølgelig også dansende. Det blev Helene og jeg der dansede op med vores pakke og vi var noget usikre på vores fødder, der blev garanteret grinet lidt rundt ved bordene – men det var sjovt at prøve. Derefter skar brudeparret et lam over, så nogle af gæsterne fik et lille stykke lam hver. Det er lidt ligesom vi skærer bryllupskage over i Danmark og efter lammet, fik de også en meget lille bryllupskage ind og så skulle de skærer i den. Det skal lige siges at den var bare rigtig rigtig god! (:
Omkring kl. 23 tog vi hjem igen. Kirken er ikke så glade for vi er for sent ude om aftenen pga. vores sikkerhed, så vi måtte vende næsen hjemad, inden der skulle danses L Men det var okay, vi var helt mætte af indtryk.

Mange hilsner fra os hernede i varmen

Vores hverdag!

For at give et indtryk af hvordan en normal uge for os ser ud, vil vi her beskrive sådan en for jer.

Vi er altid delt i to grupper, en gruppe på primary school og en gruppe på college. Begge grupper starter ugen ud med at have undervisning mandag. Dog sidder en af dem fra primary school-gruppen(PS-gruppen) i den lille boghandel, vi er med til at bestyre. Omkring kl. 13.00 kommer dem fra college hjem igen, på dette tidspunkt har PS-gruppen oftest nået at lave noget middagsmad til os alle sammen. Vi nyder dette måltid sammen, og kl. 13.30 er der igen en der går ned i boghandlen efter middagspause. Mandag eftermiddag er der ikke noget på programmet, udover alle de andre gøremål, der skal nås, og vores franskundervisning kl. 17.00. Vores franskundervisning fungere sådan, at Mr. Bene kommer hver dag (man-lør) kl. 17.00 og underviser 3 af os af gangen i en lille time.

Tirsdag morgen starter college-gruppen(C-gruppen) med at stå meget tidligt op, for at have en enkelt time på college, for så at være hjemme igen omkring kl. 8.50, hvor en af dem åbner boghandlen. PS-gruppen skal derimod ikke undervise på primary school tirsdag, men skal undervise vores gadedrenge. Dette foregår fra kl. 8.30 til 12.00 med en halv times pause indlagt. Dette fungere sådan at vi underviser i matematik 1 time og 45 min og derefter engelsk i lige så lang tid. Kl. 15.00 har vi en aktivitet for drengene på programmet, dette kunne være en kreativ form for bowling, ultimate, en anden form for sport eller noget helt tredje. Kl. 17.00 er vi så igen klar til Mr. Benes ankomst.

Onsdag er det C-gruppen, der underviser gadedrengene, da de ikke har undervisning på college. Mens PS-gruppen indtager igen de små klasser og underviser hele formiddagen. Kl. 15.00 forsøger vi så vidt det er muligt at være tilskuere til drengenes fodboldkamp mod andre gadedrenge, der bor ved en katolsk kirke.

Torsdag er både C-gruppen og PS-gruppen ude og undervise på deres forskellige skoler, og først kl. 13.00 er vi alle samlet igen. Eftermiddagen har intet program, men det har aftenen til gengæld. Vi deltager nemlig i drengenes andagt. Hver torsdag aften kl. 19.00 kommer Silas, en evangelist, der bruger en halv times tid på drengene i bøn og bibellæring.

Fredag har PS-gruppen 1 time og 45 mins undervisning med drengene fra morgenstunden af. Ellers er fredag en form for fridag for os alle. For selvom det godt kan ligne at vi ikke laver så meget i løbet af sådan en uge, formår en dag alligevel at blive fyldt op til randen. For udover daglige gøremål som rengøring, markeds ture osv., er vi nemlig også med til at bestyre et gæstehus, som også i ugens løb kræver et par timers arbejde.

Weekenden er for det meste sat af til afslapning og kirkegang, dog har boghandlen også åben lørdag formiddag fra kl. 8.00-12.00. Lige nu arbejder vi på at få arrangeret en masse ture vi kan komme på, på vores lørdage, så vi kan nå at få set en masse af Garoua inden hjemkomst.

Dette er sådan ca. vores skema i løbet af en uge. Håber det hjælper jer lidt med at sætte jer ind i vores hverdag.

Og så var vi syv...

”Intet er forudsigeligt i Afrika”. Disse ord har vi efterhånden hørt en masse gange, først på forberedelseskurset, men også fra tidligere volontører og Afrika In Touch. Efter vores ankomst til Cameroun har vi flere gange oplevet det på vores egen krop, men aldrig har det været mere sandt end i aften.

Indtil for et par timer siden så det ud til, at dagen i dag blot ville blive en helt almindelig mandag i Cameroun. Vi havde netop færdiggjort aftensmaden og var ved at sætte os til bords, da en af præsternes sønner kom og bankede på vores dør. Han var meget ivrig i at få en af os med ud og se noget, hvorfor Mia gik med ham. Det viste sig, at grunden til hans ivrighed var, at han havde set en kvinde tage vores håndklæder fra vores tørresnor. Vi fandt dog hurtigt ud af, at hun havde haft et helt klart formål med vores håndklæder: nemlig at svøbe sin lille” næsten nye” baby i dem. Lige ved siden af tørresnoren lå nemlig et lille drengebarn sammen med en pose fyldt med babytøj.

Vi var naturligvis chokerede over vores fund, men fik hurtigt drengen med ind i vores hus. Mens de andre piger skiftede ham, gik Simone og jeg efter hjælp hos Elia, da vi havde set ham stå og tale med moren til barnet, inden hun gik. Elia var ligeså chokeret som os og sendte hurtigt drengene ud på gaden for, at se om de kunne nå, at finde moderen. Imens gik han med os op for, at se barnet. Vi gik dernæst ned til præsidenten for, at høre hvad vi lige skulle stille op. Præsidenten var ikke hjemme og i stedet snakkede vi med hans døtre, Pauline og Damaris, som hurtigt rejste sig og gik med os op for at se babyen. Pigerne ringede dog hurtigt til deres far, og da kirkepræsidenten var blevet forklaret situationen insisterede han på, at tale med os, og derfor fik jeg overrakt telefonen af Pauline. Jeg forklarede præsidenten at vi havde det rigtig godt, selvom vi selvfølgelig var lidt overraskede. Han fortalte at han var på hospitalsbesøg, men at han var på vej hjem, og ville komme så hurtigt han kunne.

I mellemtiden var alle drengene kommet, de havde været ud og kigge efter kvinden, men kunne ikke finde hende og nu var de kommet for at se babyen. Det var meget rørende, at se hvordan drengene oprigtigt bekymrede sig om ham, og de spurgte også flere gange om vi ville tage ham med til Danmark og tage os af ham. Aller inderst inde kunne man heller ikke lade være med, at tænke på om denne her dreng måske ville få samme skæbne som de fantastiske drenge på gadebørns projektet.
Efter en times tid ankom kirkepræsidenten og kom først ind til os, både for at se barnet, men også lige snakke med os. Derefter gik han ud og snakkede med Elia og nogle af de fremmødte (nyheden havde spredt sig hurtigt over compounden og flere af præsterne og deres familier stod derfor udenfor vores hus). Da de havde snakket om hvad der var bedst at gøre, kom han ind til os og forklarede at han vil blive kørt til et center inde i byen, hvor han skulle registreres og dernæst ville han komme på hospitalet, for at blive tjekket igennem og få mad og drikke. Han fortalte desuden, at dette center var vant til situationer som disse, og at det første der derfor skulle ske, var at de ville prøve at finde barnets mor. Han sagde, at hvis dette ikke kunne lade sig gøre ville kirken selvfølgelig yde støtte til at sikre at dette barn fik en god start på livet. Inden at babyen skulle afsted, synes præsidenten og hans døtre dog at vi skulle navngive ham. Simone foreslog hurtigt Joshua hvilket vi blev enige om og skrev ned på en lille seddel, som skulle følge med ham på centeret.

Selvom det ikke blev nævnt, tror jeg at vi alle stod med en mærkelig følelse i kroppen, fordi vi ikke vidste hvad vi sendte dette lille barn ud til. Havde det været i Danmark havde vi haft en hel anden tiltro til systemet, men vi kender ikke det camerounske system og vores tiltro til det er måske heller ikke så stor. Præsidenten forsikrede os dog om, at dette skete ofte og at centeret var vant til at håndtere situationer som disse. Mange af de fremmødte, voksne som børn, spurgte os flere gange om vi så tog ham med hjem til Danmark og tog os af ham (På compounden bliver vi også kaldet ”de seks hvide mødre”). Selvom vi i hjertet måske havde allermest lyst til at tage ham med hjem, vidste vi selvfølgelig godt med vores fornuft at dette på ingen måde kunne lade sig gøre og vi var derfor selvfølgelig også helt klar på at give ham videre.

Præsidenten spurgte mig om jeg ville med ud og aflevere ham på centeret, hvilket jeg selvfølgelig meget gerne ville og han sagde derefter at der faktisk var plads til, at to af os tog med i bilen. Inden for fem minutter sad Mia og jeg med Joshua i bilen sammen med Elia, Pauline og en chauffør. Vi kørte først hen til centeret, men her ville de ikke modtage ham førend vi havde været ved politiet. Vi kørte derfor hen til politiet, hvor Elia og Pauline snakkede med politibetjentene og fandt ud af alt det formelle, mens Mia og jeg sad på bænken foran stationen med Joshua i vores arme. Han var efterhånden godt sulten og vi beroligede ham ved at synge ”ingen er så tryg i fare” for ham.  Pauline kom ud og snakkede med os, og vi snakkede om hvordan vi havde fundet ham, og at det næsten var som da moses blev fundet i en sivkurv. Denne tanke kunne vi ikke helt slippe og vi valgte derfor at ændre hans navn til Moses Joshua. Besøget hos politiet endte med at blive langt, og blev yderligere forlænget af at Joshua valgte at tisse lige inden vi skulle afsted, og da man hernede ikke bruger ble, var både ham og Mia, som på det tidspunkt holdte ham, gennemblødte. Da vi ikke helt kunne overskue hvornår vi ville komme hen til centret, besluttede vi os for at gå ned i bilen og skifte ham. Chaufføren kiggede noget på os, og var ikke helt glad for situationen, men skiftes det skulle han altså.

Efter det lange besøg på politistationen kørte vi endelig mod centret, hvor vi denne gang fik lov at komme ind. Det var egentligt mere et privat hjem, hvor der sad en mand og to kvinder og så fjernsyn sammen med 2 børn. Fra stuen kunne vi se ind i et værelse med køjesenge, hvor der bl.a. stod et kæmpe skab fyldt med babytøj. At se dette sted gav os en dejlig følelse indeni fordi vi så, at han blev taget godt imod og det giver en dejlig ro at vide, at han er et godt sted nu. Vi afleverede ham dog så sent på aftenen, at han ikke kunne blive registreret i dag, og derfor skal vi sammen med Pauline ud på centeret i morgen, hvor vi så kan registrere ham. Da Moses Joshua var blevet overleveret vendte vi atter hjem mod compounden, hvor de andre piger ventede på os. Vi fik snakket de sidste tre timers tid igennem med hinanden, ligesom flere af os lige fik ringet hjem og fortalt om dagens oplevelse. Som vi sad der og snakkede var det en meget surrealistisk oplevelse – lidt ligesom, at have været med i en film.

Vi kan selvfølgelig ikke lade være med, at tænke på hvorfor moderen har efterladt Moses til os? Samtidig håber vi at hun har det okay, da det uden tvivl må have været en svær beslutning. Vi håber og beder til at hun kan forlige sig med det valg hun har truffet og at hun, på trods af dette, kan få et godt liv. Vi kan kun forestille os hvordan hun har tænkt, at vi hvide mennesker ville kunne give hendes dreng en bedre tilværelse end hun selv kunne. Alligevel er det hårdt at tænke på hvordan hans liv mon bliver her i Cameroun, hvor vi dagligt ser og oplever hvor mange gadebørn der lever uden familie og omsorg og bare prøver at overleve. Vi har dog valgt, at tro på at der må være en mening med at Moses Joshua havnede her hos os, og at han vil få en god start på livet og en lys fremtid.
Vi er taknemmelige for at Garcia Douda (præstesønnen) kom til os, således at vi fik en chance for at finde Moses Joshua og vi beder til, at en eller anden familie vil tage sig kærligt af ham, og selvom han sikkert aldrig vil få det at vide, vil han altid have seks ekstra hvide mødre...

I dag var et tydeligt bevis på at intet er forudsigeligt i Afrika og en ting er stensikkert: Mandag d. 10. oktober 2011 bliver en dag vi aldrig glemmer.

Mange kærlige hilsner til vores kære derhjemme,
Louise, Simone, Mia og AT.
 

Update

Så vil jeg lige skrive lidt videre om nogle oplevelser, vi har haft hernede mens vi intet net har haft og derfor ikke kunne opdatere (: Vi oplever simpelthen så mange ting og det er nogle gange svært at huske det hele, fordi mange ting er blevet helt hverdagsagtige for os - hvilket jo må betyde, at vi er ved at vænne os til landet. For et par fredage siden var vi til koncert, det var en kæmpe oplevelse. Vi blev om eftermiddagen inviteret af to lærere, fra det college vi hjælper til på. Vi ville selvfølgelig meget gerne med og gjorde os klar til kl. 18, hvor de havde sagt koncerten ville starte - den startede så kl. 19, hvilket egentlig ikke overraskede os ;) Vi vidste ikke meget om det, bortset fra at der skulle medvirke 3 kor fra andre byer og så det lokale kor. Det endte med at blive en stor og overvældende afrikansk oplevelse. Først kom det første kor ind og selvfølgelig på traditionel afrikansk vis, hvor de kom syngende og dansene. Under hele koncerten havde de små moves, de alle lavede i takt. Publikum blev hurtig inspireret og til sidst, under hver koncert, endte det med at alle stod og dansede vildt, ude på gangene og endda oppe hos korene. Vildest var det når det lokale kor sang - der var alle hæmninger glemt. Der var specielt en mand, da han skulle op med sin donation, stoppede han op, midt på gulvet og lavede de vildeste bevægelser. Nogle af os blev nød til at kigge væk, for ikke at fornærme ham, fordi det simpelthen var så svært ikke at grine. Hvad vi ikke var klar over, var at "de hvide" åbenbart starter donationerne. Så først da vi havde været oppe, strømmede det med dansende afrikanere, der ville give deres bidrag til korene. Kan lige forklare her, at de her koncerter ikke koster penge, der er derfor donationer undervejs, så man betaler på den måde. Vi skulle selvfølgelig også danse op for at give vores donation, det var akavet! :D Folk fandt det meget morsomt og sad og grinte af os, da vores afrikanske danserytme ikke er helt så veludviklet, endnu. (:

I sidste uge underviste vi en del på college! Mr. Bene er hjemme i sin village, fordi der var præsidentvalg i søndags, så han var hjemme og stemme, plus hans kone er højgravid, så hun havde brug for lidt hjælp med deres 5 andre børn. Forståeligt nok, så vi lovede at tage hans timer. Det er lidt hårdt, skulle hilse og sige, at vi har fået en ny respekt for lærere! De er så uopdragne nogle af dem (: Vi kan sige hundrede gange i en time, at de skal være stille, lige lidt hjælper det. Eleverne vil meget hellere snakke om vores hår, fortælle os hvor meget de elsker os, sove, eller noget helt fjerde. Så specielt i nogle timer, har vi glædet os til at Mr. Bene kom hjem igen. Når vi skal ud på college tidlig om morgenen, passer det lige med at præsidentens børn også skal af sted i skole. De bliver også kørt af vores chauffør, så et par morgener har vi siddet 7 personer i en lille 5-personers bil :o Det er altid spændende, især at se om vi kan få alle skubbet ind. Vejene er også så dårlige, at når vi sidder ovenpå hinanden, kan man nå at dunke hovedet mange gange op i loftet, av. Men vi er altid kommet sikkert ud på college, selvom vi nogle gange er lidt utrygge ved kvaliteten af vejene hernede og det der færdes på vejene. Gederne render rundt over det hele og man stopper ikke op, før man er rigtig tæt på at ramme dem, man går bare ud fra at de flytter sig af sig selv (:

Forrige uge var Elia syg, han havde malaria og var blevet vandforgiftet, så vi havde fornøjelsen af at være en del sammen med gadedrengene, bl.a. sørge for mad, var til fodbold med dem og spiste deres aftensmåltid med dem. Det var bare utrolig hyggeligt. De er rigtig stolte af deres mad og er altid søde til at tilbyde os smagsprøver, nogle af pigerne prøvesmagte og syntes faktisk det var helt okay. De elsker også at spille forbold og det er super godt for dem, at få sig rørt og komme ud med de frustrationer, de nogle gange har, igennem sport. Til vores tirsdagsaktivitet i sidste uge, spillede vi også en slags frisbee-fodbold. Drengene elskede det og det gjorde vi også. Det er fantastisk at have sådan nogle positive oplevelser med dem, når man nogle gange mister tålmodigheden med dem, fx under undervisning (:

Lige nu planlægger vi safaritur, som formentlig kommer til at lægge sidst i november – det bliver så spændende! Ezai har heldigvis sagt at han gerne vil med os, det er vi rigtig glade for.

(skrevet af Simone) 

Livstegn fra Garoua! :-)

Vi vil gerne starte med, at bringe en undskyldning til alle jer dejlige mennesker, som læser vores blog: Vi ved godt, at vi ikke har været så aktive på bloggen på det seneste, men vi har de sidste to uger været travlt beskæftiget med vores nye hverdag her i Cameroun! (da der så ikke har været internet de sidste 3 -4 uger, er bloggen blevet yderligere forsinket, og sikkert også noget forældet - men i får den nu alligevel J)

Vi har nu endelig fået lagt vores ugeskema, og vi må sige, at vi har nok at se til, hvilket egentligt bare er dejligt. Vi har delt os op i to undervisningshold med tre på hver, og hvert hold har så skiftevis en uge på Primary school og en uge på College.

Mia, Simone og AT startede på College for to uger siden. Vi underviser sammen med Mr. Bene (vores fransklærer) to klasser, og har i alt 7 timer om ugen. Mr. Bene er som tidligere nævnt en god lærer, og vi har med tiden også fået at vide, at han er en utraditionel engelsklærer i Cameroun (I det at han f.eks. snakker engelsk J ).
Indtil videre har vi mest siddet og kigget på, når Mr. Benne har kørt teori, og så har vi bagefter gået rundt og hjulpet eleverne med opgaver, eller læst med dem i grupper (a  16 -18 elever).
I tirsdags blev vi dog for alvor ”kastet for løverne”, da vi overtog alle Mr. Benes timer. Nogle dage forinden var en af kirkens Pastorer i Maroua død af et slangebid, og da Mr. Bene meget gerne ville til begravelsen dukkede han op tirsdag morgen klokken syv, og spurgte om vi kunne tage alle hans timer. Det ville vi selvfølgelig godt, selvom vi også var en smule nervøse over at skulle undervise nogle af de ældste klasser, som vi endnu ikke havde mødt.  Dagen gik heldigvis rigtig godt! Vi havde først en times læsning i en af vores normale klasser, og derefter 2 x 2 timer ved nogle af de store klasser. Her læste vi først en historie med dem (som de jo selvfølgelig på ingen måde forstod), hvorefter vi fik skrevet alle de svære ord op på tavlen, som vi fik forklaret ved, i vores øjne, skuespil af første klasse. Eleverne fandt også vores små skuespil og ordforklaringer ret underholdende, og klappede ofte begejstret, vi stod dog tilbage med en hel fantastisk følelse, da vi til sidst så hvordan det virkede, og hvordan eleverne kunne besvare spørgsmål til teksten, og dermed demonstrerede at de havde forstået den!

Dorte, Helene og Louise har været i gang med Primary School i cirka halvanden uge. På Primary School følger vi en del flere klasser, men til gengæld er det oftest kun lektioner af en halv times varighed. Det er dog ikke helt nemt at holde rede i hvornår vi skal undervise og hvornår vi ikke skal, da det ikke virker til at lærerene på nogen måde følger skemaerne, men nærmere underviser i fransk når de har lyst til det og i engelsk når de så har lyst til det.  Indtil videre har vi mest kigget på i lektionerne, men vi håber at vi med tiden kan komme til, at undervise dernede, da det i Cameroun bestemt ikke er en selvfølge at engelsklærere kan snakke engelsk (måske faktisk nærmere talt en undtagelse).

Udover College og Primary school underviser vi desuden også drengene tre dage om ugen. Der er cirka 12 drenge som ikke går i skole, og derfor underviser vi dem i matematik og engelsk tirsdag, onsdag og fredag, og så underviser Elia dem mandag og torsdag. Vi har undervist drengene en uge nu, men har endnu ikke været fuldtallige nogen af dagene, antallet stiger dog gradvist hvilket er rigtig dejligt. Drengene har også lige skullet finde ud af at der nu er skole for dem, så vi håber at det i løbet af et par uger vil blive bedre, da det også er blevet hverdag for dem! Jeg kommer netop nede fra drengene og flere af dem (også dem som vi endnu ikke har set til undervisning) kom og sagde École Mardi (Skole tirsdag), så budskabet virker til at sprede sig! En af Elias store bekymringer var drengenes klasselokale. Hidtil har de haft klasselokale i rummet ved siden af deres sovelokale, men dette rum blev for noget tid siden aflåst, da udlejeren gerne ville lave noget computerundervisning for kvinder deri (der er dog ikke noget tegn på at det starter snart). Vi snakkede derfor med Esai og han foreslog, at han vi kunne undervise drengene i kirkens grand salle, som er et stort mødelokale. Vi har derfor fået en tavle derop og det virker rigtig godt, og i og med, at drengene ikke længere bliver undervist der hvor de bor, er det lidt ligesom at de også går i ”rigtig skole”.
Der er en stor spredning på drengene både i niveau og alder, og der er derfor noget af en udfordring for os, at holde alle beskæftiget, men det er gået ok indtil videre. Det er ufatteligt hjerteskærende når en dreng på 21 ikke kan skrive sit eget navn, men alligevel en dejlig oplevelse, at se hvor glad han er for at gå i skole, og hvordan han virkelig prøver at forstå hvad der sker i timerne. Drengene er uden tvivl rigtige drenge med masser af energi og derfor varmer det også meget, at se hvordan de virkelig prøver at koncentrere sig og fordybe sig i undervisningen.

Udover undervisning har vi to faste aktiviteter med drengene om ugen, som vi selv finder på. Torsdag eftermiddag har vi ”Lektie café” (børnene hernede får ikke lektier for, men i stedet øver vi matematik med dem, eller terper nogle af de ting, som de har lært i skolen, hvad enten det er i Primary eller på vores skole).
Tirsdag eftermiddag har vi en sjov aktivitet, som vi finder på fra uge til uge J
Hver torsdag kommer evangelisten Silas og holder en ”aftenandagt” for drengene. Vi var med sidste torsdag og det var en utrolig stærk oplevelse. Mange af drengene har ikke været kristne før de kom til projektet og har dermed først for nyligt fundet gud, og derfor var det meget rørende, at se deres indlevelse og entusiasme.

Udover undervisning og hyggelig samvær med drengene har vi også ansvar for kirkens bibliotek (eller bogbutik). Vi er nu næsten helt på plads dernede og har eeendelig fået pris på alle bøgerne, hvilket gør det noget nemmere at sælge dem til den rette pris. Vi sidder dernede 6 dage om ugen og det er egentligt en meget hyggelig tjans. Det er absolut ikke alle dage, hvor der sker så meget, men der er internet dernede og det er derfor en hyggelig måde at koble lidt af på. Det er desuden også meget sjovt at få brugt sine få franske gloser, når der er kunder i biksen J
Vi har også brugt lidt tid på at rydde op på lageret på biblioteket, da mange af bøgerne lå ude på lageret og ikke inde på selve biblioteket. Vi fandt blandt andet to kasser fyldt med bøger fra USA. De var godt nok adresseret til Mbamba i Nigeria, men eftersom de var sendt i 2009, spurgte vi alligevel Ezai om vi også måtte sætte dem ud på hylderne. Det mente Ezai dog ikke vi kunne, da det jo kunne være at der kom nogle for at hente kasserne, med bøger. Vi prøvede ellers, at forklare ham at det jo nok ikke skete eftersom de har stået på lageret i 2,5 år, men det mente Ezai sagtens kunne ske, og derfor står der stadig to kasser fulde af engelske bøger på lageret J

Det går også rigtig godt med vores franskundervisning – vi bliver bedre og bedre for hver dag der går, og vi er kommet tæt på Mr. Bene, vores fransklærer. Mr Bene er en sød og sjov, men også meget bestemt mand, og vi morer os næsten dagligt over når han beder om vand, og dernæst ”sender det tilbage”, fordi det er for varmt, eller fordi der ikke er nok osv. Vi har desuden fundet ud af, at han ikke er særlig glad for regn eller som han selv siger det: ”I don’t like when the drops touches my body!”. Forleden dag var det begyndt at regne mens vi havde franskundervisning, og Mr. Bene blev derfor siddende i ualmindelig lang tid efter vi var færdige, og da vi ikke rigtig synes vi kunne trække aftensmaden meget længere spurgte vi ham om ikke han havde lyst til, at spise med. Det ville han gerne.  Det var en rigtig sjov, og alligevel mærkelig oplevelse, for Mr. Bene er altid god for en god historie, og når han fortæller er han ivrig og bruger mange fakter, men alligevel var det en lidt mærkelig oplevelse, fordi han blev siddende i flere timer, og var meget svær at ”komme af med”. Da Helene på et tidspunkt sagde, at nu regnede det da vist ikke mere, svarede han blot ”my ear knows when it is not raining anymore” og han blev derfor siddende J Da han til sidst mente, at nu måtte han nok hellere tage af sted – regn eller ej, tilbød Mia ham at han kunne låne hendes GULE regnslag, hvilket han gladeligt tog imod. Jeg ved ikke om i kan forestille jer det, men en sort mand i et skriggult regnslag, er altså noget af en oplevelse, og det blev ikke meget bedre, da Bene begyndte at baske med ”vingerne” som var han en kylling, men sjovt det var det i hvert fald.

Mr. Bene sidder også sammen med os i kirken for, at oversætte gudstjenesten for os. Egentligt havde Ezai tilbudt, at han ville sidde sammen med os, men da hans lille søn, Martin stadig er hunderæd for os hvide mennesker, spurgte han Mr. Bene om ikke han ville gøre det i stedet.  Sidste søndag sagde han derfor efter gudtjenesten, at han, efter et kort lille møde hos vicepræsidenten, ville komme over til os og give os et kort referat af prædiken. Da Mr. Bene kom, fortalte han nogle få sætninger om, at prædiken handlede om tro, hvorefter han sagde, at han nok hellere måtte komme afsted, da han inden kirke havde sat sin kone (som er højgravid) af på hospitalet, fordi hun skulle føde, og han måtte jo derfor nok hellere tage ud og se til hende. Vi synes ikke han kunne komme hurtigt nok afsted, og råbte nærmest ”go go go”, men Mr. Bene havde slet ikke så travlt og da vi efter 5-10 min endelig fik ham ud af døren tænkte vi, at så måtte han da tage ud til sin fødende kone, men næ nej et kvarter senere stod han stadig og hyggesnakkede med vicepræsidenten J Vi var meget glade da han endelig tog afsted, men fik dagen efter at vide, at han kun lige var kommet hjem før hans kone kom gående fra hospitalet og sagde at det ikke var nu alligevel J
Her en uge senere har Benes kone stadig ikke født, men Mr. Bene er netop taget hjem til hans village (5 timer herfra på motorcykel), hvor hans kone og børn bor sammen med hans forældre. Her skal han være i halvanden uge (I anledning af præsidentvalget på søndag), så vi må håbe, at hun føder mens han er hjemme. Mr. Bene har allerede sagt, at så snart babyen er født, vil han ringe til os så vi kan høre den skrige J You gotta love Mr. Bene!! Han er i hvert fald en person som bør opleves J

For et par dage siden fik vi besøg af kirkens nye pastor, Francois.  Han ville høre om vi kunne hjælpe ham med, at scanne nogle papirer ind, så han kunne sende dem til Danmark. Pastoren har før været i Danmark med Mission Afrika, ligesom Mission Afrika også har betalt uddannelse for ham de sidste fire år i Nigeria. Mens pastoren var i Danmark var han rundt og besøge en masse Mission Afrika genbrugsbutikker og i den forbindelse mødte han et dansk ægtepar som har hjulpet hans familie meget. En af hans døtre er nemlig døv, og det danske ægtepar havde givet hende et høreapparat, som havde hjulpet hende meget. Desværre ville hun en dag vaske apparatet under rindende vand, hvilket det ikke holdte til og hun har derfor ikke kunnet høre i lang tid. Fra Danmark får han midler til at betale hendes specialskole (Hun har gået på specialskolen Remi i Nigeria, som har haft mange danske voluntører fra AIT), og i forbindelse med skoleskiftet ville han sende de nye papirer på skolen til ægteparret, så de kunne se hvad det kostede J Pastoren har 4 børn, hvoraf den yngste faktisk hedder Brønnum (efter den første danske missionær), og han er bare en darling! Efter at Dorte og AT havde hjulpet Francois med at scanne papirerne ind viste han os billeder fra sin DK tur! Han fortalte meget begejstret om Danmark og da vi havde set alle hans billeder fandt han en DVD kaldet ”Det skønne Nordjylland”. Vi brugte dernæst de næste 20 minutter på at se en film om Skagen og dens seværdigheder på tysk J
Vi har sidenhen fået et endnu tættere forhold til pastor Francois og hans familie og hans børn er sidenhen blevet hyppige gæster her hos os.

Der er selvfølgelig sket meget meget mere hernede, men dette var et kort lille oprids og resten af detaljerne, må i derfor få når vi kommer hjem.
De kærligste hilsner til alle derhjemme,
Louise, Mia, Simone og AT.

Nyt fra Garoua!

Så er det vist tid til en update her fra Garoua. Her går tiden stille og rolig, uden nogen form for stress eller jag. Vi har fået gjort rent og lavet orden på vores bibliotek/boghandel, og havde vores første åbningsdag i går med hele 6 kunder – wow! Det rygtes i byen at biblioteket nu har faste åbningstider, så folk stikker sommetider hovedet ind for at sige hej, og selvfølgelig for at se herligheden. Det er rart at nogle værdsætter ens arbejde, når man har stået badet i sved for at gøre det pænt og klar til brug.
Dagene er også gået med at være lidt sammen med gadedrengene, dog har de desværre ikke fået så meget af vores tid de sidste par dage, da biblioteket er blevet gjort klar. Dog sad vi en dag og hyggede os ude foran vores lille hus, da nogle af drengene så kom. Pludselig sad vi hver især sad med en eller to af drengene, og forsøgte så godt vi kunne at undervise dem lidt matematik. Det foregik med en pind som blyant og jorden som tavle. Drengene synes det var rigtig sjovt og udfordrende, dog endte det mest i leg til sidst. Men de lærte noget og det gjorde vi også ;)

Mandag var dagen hvor det første hold(Simone, AT og Mia) startede på college. Da vi ankom blev vi som altid nedstirret som en turistattraktion, men vi er ved at vænne os til at blive kigget en del på. Mr. Bene, som er den lærer vi skal følge på college, viste os en i klassen, hvor vi i døren bliver mødt af 51 børn, der stod op. Vi præsenterede os selv, og Mr. Bene begyndte undervisningen. Da timen var ovre var vi meget overrasket over hvor meget undervisningsmetoden lignede den danske læring metode. Hvor man først starter med at have noget teori, i dette tilfælde var det at bøje forskellige verber, som to walk, to arrive, to relax, og derefter så have nogle opgaver, hvor man selv skulle gøre det. Det var ikke alle børnene, der fangede det, da Mr. Bene har valgt udelukkende at undervise på engelsk. Dette er der rigtig mange fordele ved, men desværre også mange ulemper, da mange af børnene ikke forstår noget engelsk. Vi forsøgte at gå rundt og hjælpe lidt til i opgaveperioden, men igen, da børnene ikke kan forstå ret meget engelsk, må man tænke alternativ og kreativt, for at få dem til at forstå det. Dette kan nogle gange godt være en prøvelse.

Her til morgen har vi haft et møde med Ezai, hvor vi skulle snakke om vores program. Dog føler man lidt at man bruger så lang tid på ingenting. Da man egentlig kunne have klaret det hele på 5 min, hvis kommunikationen fungerede lidt bedre. For selvom Ezai taler rigtig godt engelsk, kræver det nogle gange en gentagelse for at forstå. Derudover skal man også regne Ezai telefon-taletid oven i mødelængden, hvilket er ca. halvdelen. Status er nu, at vi skal undervise 3 dage på college (i alt 6 timer), være på biblioteket hver dag (en person) og undervise gadedrengene 3 dage. Derudover kommer al den anden tid vi kommer til at tilbringe med drengene, og forhåbentlig kommer der også nogle timer i primary school på et tidspunkt. Men det er jo Afrika vi er i, så alting til sin tid...

Desuden er vi begyndt med vores franskundervisning, som også foregår med Mr. Bene. Det er rigtig rart endelig at kunne se lidt mening i det franske sprog, men også at kunne få blæret sig lidt med sine franske gloser. Efter vores ene dag på biblioteket har vi set vigtigheden af at kunne fransk. Men prøver ihærdigt, og klarer os okay, eftersom vi kun har været her i et par uger.

Ellers har vi det rigtig godt, vi har dog stadig ikke noget gas. Men vi formår at lave et varmt måltid mad om dagen, om det så er over Elias gasblus eller Mamas ildsted. Mad får vi, selvom vi er ved at være ret trætte af lyst brød. ;)

Hyg jer :)

Vi har uret - de har tiden ..

Ja, idag stiftede vi så for første gang rigtigt bekendtskab med begrebet “African time”, og samtidigt afrikanernes fantastiske evne til at snakke sammen. Vi skulle ud på det college, hvor vi skal undervise fra næste uge af, for at snakke med rektoren om hvordan vores skema skal se ud..

Vi havde dagen forinden fået at vide, at vi skulle være klar kl 9.00, hvilket vi selvfølgelig var.. 20 min senere kom Ezai (vores kontaktperson) drønende ind foran huset, og dyttede signalerende at vi skulle afsted. Men pga. vores store antal (6 pers), kunne vi ikke være i én bil, og måtte køre af to omgange. Så først omkring kl. 9.45, var vi samlet på college og blev så henvist til rektorens kontor, hvor vi skulle vente. Og vi ventede, og vi ventede.. og vi ventede.. Vi kedede os så meget, at vi gav os til at synge “Mona-sangen” (Åh Mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag ...), og legede alle mulige lege, blot for at få tiden til at gå. Da rektoren så endelig kom, var der gået 3 TIMER, og det eneste rektoren kunne fortælle os, var at vi skulle planlægge skemaet med en Mr. Bennet - vores fransk lærer. Så havde vi brugt 3 TIMER på bare at sidde, for blot at få at vide at det kunne han ikke hjælpe os med .. Så føler man lidt at man spilder sin tid. Men til gengæld fik vi da set college, og inden jeg glemmer det - så så vi også en albino-afrikaner :O ! Det var vildt mærkeligt. Midt i blandt alle de sorte, kommer en hvid gående, med det lyse - men stadig vildt tykke og kruset afrikaner-hår, og de store læber.

Senere i dag, mødte vi så vores eftertragtede fransklærer, Mr. Bennet. Dog blev vi kun introduceret for ham, og fik hverken svar på vores mest ønskede spørgsmål, “hvordan ser vores skema ud?”, men kun at vi mandag skal begynde at undervise og påbegynde vores franskundervisning med Mr. Bennet.

Men ja, så må man jo erkende at Afrika slet ikke er DK - og det er måske også meget godt? :) En oplevelse er det dog! :)

Men udover undervisningen begynder vi lige så stille at få mere og mere ansvar hernede, fx overtog vi forleden dag, arbejdet med gæstehusene hernede. Vi skal stå for bl.a. at modtage gæster, sørge for strøm, toilet og at afrikanerne gør ordentligt rent.

Men alt i alt, går det rigtig godt. Vi har det godt og varmt hernede :)

Mange VARME hilsner hernede fra :D

Første gudstjeneste

I dag har vi været i kirke for første gang. Vi havde spurgt Ezai hvad klok det ca. var, og hans svar var "Jaa, øhh, jamen 10 - halv 11". Det er stadig meget svært at vænne sig helt til deres manglende tidsbegreb hernede. Vi blev hentet af Elia (ham der står for gadedrenge projektet) kl. 10.45. Vi havde været lidt i tvivl, om vi skulle have tørklæde på, men da vi kom ind i kirken, blev vi meget glade for at vi havde det på, da alle kvinderne bar tørklæder. Det var nogle meget flotte kjoler kvinderne bar. Deres tøj er meget farverigt og meget afrika-agtig, med lange kjoler i lag og kreative måder at sætte tørklædet på.

Gudstjenesten var fyldt med sang. Under gudstjenesten var der flere gange grupper af 4 personer der sang. Under fællessangene, udbrød de ældre koner halleluja'er og wuhu wuhu wuhu'er. Fællessangene var også flerstemmig, hvilket var utrolig smukt. Der er intet orgel eller klaver, så hvis sangene kom lidt ud af takt, begyndte forsangeren med store armbevægelser at knipse i takt, så alle fandt melodien igen.
Vi var også oppe og blive præsenteret. Det var vi ikke helt forberedt på, vi andre besluttede hurtigt at det blev AT, som vi den ære, at fortælle lidt om os og det klarede hun rigtig godt. Vi fortalte at vi kom fra Danmark, rejste med Africa inTouch og var meget meget glade for at være her og var imponeret over deres gæstfrihed. Derefter præsenterede vi os selv på fransk (kan lige indskyde her, at det går fremad med vores fransk - thumps up!)

En sjov episode var, at der på et tidspunkt skulle præsenteres og hyldes nogle nye ægtepar. Folk klappede og de ældre koner, kom igen med deres wuhu'er. Bagefter kom en af konerne op til dem, klappede rundt omkring dem og viftede et tørklæde rundt omkring parret. Derefter tog hun damen med hen til de andre koner og og de begyndte at klappe og synge noget vi ikke forstod. Vi fik begefter at vide af Elia at det betød, nu er hun en kvinde. Det var en meget speciel oplevelse og det var svært ikke at grine (: Gudstjenesten sluttede først 13.30, vi havde medbragt vores bibler, som vi kunne læse i, fordi vi troede der ville være meget snak, men de kom næsten ikke i brug, da der hele tiden skete en masse og vi var så optaget af alle de nye indtryk.
Det var vidst alt for nu.

Endelig i Cameroun!

Det er nu to dage siden, at vi ankom til Afrika og sikke mange indtryk vi har fået indtil nu. Cameroun er på mange måder fuldstændig som vi har forestillet os, og alligevel helt anerledes, men vi har det rigtig godt og er så glade for endelig, at være fremme!

Rejsen mod Cameroun startede i Vejle torsdag morgen klokken 4.00 hos AT, herefter fulgtes vi alle 6 sammen ad til Hamborg lufthavn, hvor vores første fly gik fra. Efter en kort mellemlanding i Zürich sad vi på flyet mod Cameroun, spændte over at være så tæt på Afrika. Turen fra Zürich til Douala var lang, men vi var heldige at have fået pladser ved vinduet, og brugte derfor en stor del af de 6, 5 timer på at kigge ned på Afrikas smukke natur! Desuden serverede de rigtig meget mad på flyet, hvilket vi senere satte stor pris på, da vi ikke har fået mad særlig regelmæssigt de sidste par dage.
Da vi endelig ankom til Cameroun var det som, at træde ind i en helt anden verden! Der var utroligt mange mennesker i lufthavnen, og mange af dem var såkaldte ”bagagebærere”, hvilket betyder, at de meget insisterende ”tilbyder”, at bære turisternes bagage mod penge. Det lykkedes os kun næsten at undgå disse mennesker, for det var meget svært, og vi skulle holde rigtig godt fast i bagagen, da de praktisk talt prøvede at hive dem ud af hænderne på os. Som hvide, ikke fransktalende mennesker havde vi også alle oddsene i mod os, da vi jo ikke just ”blender” ind, og de gik alle direkte efter os, da vi i deres øjne jo var ”nemme ofre”.
Efter denne lidt uoverskuelige og hektiske oplevelse var vi meget lettede og glade over at finde vores chauffør Adamau.

Adamau kørte os til hotellet hvor vi skulle overnatte en nat, inden vi morgenen efter skulle med et indenrigsfly til Douala. Han snakkede et begrænset engelsk, men vi fik kommunikeret en smule og han var rigtig sød! Selve køreturen var fuldstændig, som vi havde forestillet os = meget anerledes! J
Der er ikke mange trafikregler i Cameroun, til gengæld bruger de hornet i rigtig mange sammenhænge, og efter denne tur måtte vi konstatere, at vi var glade for, at vi ikke må køre bil i Cameroun – vi lærer nok aldrig deres sammenfletningsregler, og de har næppe nogensinde hørt om hverken ubetinget eller højre vigepligt ;-)
Da vi ankom til hotellet hjalp Adamau os med at blive tjekket ind, og han viste os værelserne. Desværre opstod der hurtigt det problem, at hotellet ikke kunne finde vores flybilletter til indenrigsflyet dagen efter (Ezai, som er vores kontaktperson i kirken, havde sørget for, at sende dem til hotellet). Dette gjorde os meget nervøse, og vi var på dette tidspunkt ikke mange sure sild værd, da vi både var meget trætte og ikke havde udsigt til aftensmad. Vi ringede en del frem og tilbage med AIT i Danmark, og de informerede os om, at Adamau var på vej ud til os igen for, at hjælpe os. Heldigvis fandt hotellet pludselig vores flybilletter, og det gode humør vendte atter tilbage, vi var lettede over, at de var fundet, men også over, at vi nu endelig kunne ligge os til at sove (det var tiltrængt J ). Vi skulle dog være sikker på ikke at miste billetterne, hvorfor Mia sov på dem, for at være helt sikker J.

Vi havde aftalt med Adamau, at han ville hente os om morgnen klokken 04.30, da vores fly gik 06.30 og vi ville være sikker på, at være der til tiden, da vi jo har hørt en del om African Time, og derfor ikke var sikker på om Adamau ville være der til tiden. Til vores store glæde var han der præcis halv fem, og vi kom derfor i god tid, til lufthavnen. Lige da vi kørte fra hotellet kunne vi forstå, at Adamaus bil var gået i stykker, han blev i hvertfald ved med at sige ord som ”ooops, oh no and not good” og var også ude og åbne kølehjelmen (Det skal lige tilføjes, at Adameus bil var  meeeeeeeget gammel, og hakkede en del i gearne), men det viste sig, at det var fordi der ikke kunne komme lys på bilen, hvilket betød at vi heldigvis sagtens kunne køre J Denne køretur var helt anerledes end turen aftenen før. Vi var alle på toppen, nød turen og udsigten og var fulde af spænding over, at vi snart var i Garoua.

Da vi ankom til lufthavnen fik vi tjekket ind, og morede os lidt over hvordan håndbagagen blev vejet: en mand stod og løftede på dem for at mærke, om de var indenfor vægtgrænsen på de 8 kg J
Flyturen var hyggelig, og til vores store lykke og glæde serverede de 3 croissanter og noget at drikke, hvilket var meget tiltrængt efter 15 + timer uden mad, og det gav os desuden også en anledning til at tage malariapillen.

På flyturen mødte vi desuden en nigeriansk pastor, Triumphant (han er pastor i en af de største kirker i Cameroun). Vi faldt i snak med ham og han fortalte, at han havde dedikeret sit liv til missionen, og at han synes det var meget medmenneskeligt og stort, at vi havde betalt penge for, at tage til Afrika for at hjælpe andre. Han tilbød derfor, at købe camerounske simkort til alle vores telefoner. I første omgang takkede vi pænt nej, og sagde det var alt for generøst, men han insisterede. Vi fandt siden hen ud af, at han tydeligvis var en meget vigtig person! Der var ansat flere folk til, at følge ham, og han kørte i en meget flot bil. I lufthavnen mødte vi desuden hans datter Liz, som han fik til at købe vores Simkort. Dette viste et meget positivt billede af den afrikanske opfattelse af tid, for selvom pastoren havde rigtig travlt, og egentlig ikke havde tid til at blive længe, insisterede han på at møde Ezai, og blev også for at møde kirkepræsidenten.
Det var en fantastisk oplevelse, at møde Triumphant fordi, han fik os til at føle os så velkomne og han udsendte også en følelse af tryghed i det ellers så ukendte Cameroun.

Dette var dog langt fra den eneste varme velkomst vi fik, generelt har vi været fuldstændig overvældede af deres gæstfrihed og kæmpe venlighed over for os. I lufthavnen modtog Ezai (vores kontaktperson) os og kort efter kom et kæmpe følge med både kirkens ansatte og kirkens præsident. De var alle sammen så søde og fik os budt hjertelig velkommen, og vi glemte hermed hurtigt den knap så behagelige nat i Douala, da det føltes som om vi nu endelig var kommet ”hjem”.
Liz tilbød at køre vores bagage til kirken, da hun så kunne se hvor vores Simkort skulle afleveres, og ellers blev vi fordelt i kirken og kørte til vores hjem de næste 4 måneder.
Først blev vi inviteret ind i kirkepræsidentens hjem, hvor han bød os velkommen og introducerede os for en masse mennesker! Dernæst viste Ezai os hen til gæstehusene, hvor vi skulle bo. Vi har fået to små ”lejligheder”, hvor vi sover tre i hver, og så har vi lavet køkken og spisested i den ene og en hyggekrog med sofaer i den anden.

Ezai tog os med ud på Restaurant til frokost, hvor vi fik noget rigtig lækkert lokalt mad. Derefter tog vi hjem og pakkede lidt ud i lejlighederne, gik lidt rundt på compounden (kirkens område), som faktisk er ret stort. Vi fik snakket og leget med en masse af de børn, som sammen med deres familie bor på compounden, ligesom vi også fik mødt både Elia (den frivillige på gadedrengehjemmet) og nogle af drengene.
Om aftenen var vi inviteret til middag hos kirkepræsidenten, der blev nemlig fejret to specielle anledninger. Først fejrede vi at en af de lokale, sammen med sin familie, netop var hjemvendt fra Togo, hvor han de sidste 10 år har uddannet sig til læge (med scholarships fra bl.a. kirken) og nu skal bo på compounden og fungere som læge her. Desuden fejrede vi også, at vi var ankommet og endnu engang mødte vi så meget varme og venlighed fra alle der deltog!

Efter en hel fantastisk nats søvn vågnede vi i morges klar til en ny dag, selvom vi ikke rigtig havde nogen idé om hvad den ville indebære, ud over at vi på et tidspunkt skulle ned og præsenteres på en slags generalforsamling for kirken. Vi er stadig meget danske når det kommer til tid, og det var da også noget mærkeligt ikke at vide hvornår, da det så er svært at planlægge sin dag. Men det der fyldte mest var dog mad, der var sket et kommunikationsbrist mellem Ezai og en af hans medarbejdere, så i går aftes kom medarbejderen derfor med 12 flasker vand og to pakker ”Den leende ko” – ost. Men ingen brødJ

Omkring 10.30 hentede Ezai os, og vi gik sammen op til mødet, hvor vi først sad og lyttede lidt (men forstod ikke rigtig noget). Derefter præsenterede kirkepræsidenten os, og vi sang en dansk sang for dem (Vi valgte at synge ”Guds kærlighed er rundt om os” og opførte den med fakter), hvorefter AT præsenterede os og fortalte kort om hvad vi skulle lave her i Cameroun. Derefter sagde kirkepræsidenten at vi var velkommen til at gå igen, hvilket vi pt. Sætter stor pris på, da mødet i skrivende stunde – 12 timer senere – stadig er fuld i gang! J
Heldigvis fik vi op af formiddagen snakket med Ezai, som straks smed hvad han havde i hænderne og tog Helene, Dorthe og Louise med på markedet, for at købe mad og malariapiller. Desværre er der ikke mere gas, og da det ikke er til, at finde noget i Garoua, så har vi ikke mulighed for at kokkerere alt den dejlige mad vi har fået endnu.
Ezai inviterede os dog på middagsmad hjemme ved ham, og vi fik på denne måde lejlighed til at møde hans familie.

I dag fik vi også mulighed for, at gå ned på gadedrengehjemmet og snakke mere med Elia og møde nogle flere af drengene. Vi fik en god snak med Elia, om hans opgaver og om nogle af de ting, han gerne vil vi hjælper med.
Desuden fik vi ligeledes spillet spil, fodbold, lært klappelege og tegnet tegninger med nogle af de gadedrengene og børnene på compounden. Alt i alt endnu en hyggelig dag i Garoua! J

Vi undskylder mange gange det lange lange indlæg, håber ikke, at vi har tabt for mange læsere på vejen. Men vi er blevet fyldt af så mange fantastiske indtryk som vi gerne deler med jer! Vi skal dog nok gøre vores bedste på at begrænse os fremover, hvilket nok også kommer naturligt, når hverdagen begynder at sætte ind.

Vi har desuden taget en masse billeder, som vi glæder os til, at vise jer, men på grund af en meget ustabil internetforbindelse, kommer de ikke i indlægget i dag, men på facebook senere J

Mange knus og kram til alle vi kender i DK,
Au revoir,
Simone, Louise, Mia og AT

 

 

Så kom natten endelig!

YES! Nu er det nu. Lige nu er vi (næsten) samlet, for her om få timer går
turen sydpå. Kufferterne er fyldt til randen og vi formåede kun lige at holde
os inden for de max 23 kg. Sommerfuglene ræser rundt i maven, vi venter spændt
og kan næsten ikke fatte at vi om mindre end et døgn, befinder os i Cameroun.
Siden sidst er der sket det at utøjerne i Nigeria er forværret og derfor
kan vi sige goddag til to nye ansigter på holdet, Helene og Dorte, som ellers
skulle have været til Nigeria.

Om lidt smutter vi op og sover et par timer. Vækkeuret er sat til 02.30 og
kl. 03.00 tøffer vi mod Vejle, for at mødes med de andre. Vi skal med fly fra
Hamburg kl. 09.45 og mellemlander i Zurich, som vi drager fra igen kl. 12.45.
Så i morgen aften kl. 18.05, befinder vi os endelig i Douala, som er den
største by i Cameroun. Derfra bliver vi fragtet af vores chauffør til et
gæstehus, hvor vores første nat i Afrika skal henne. Næste morgen skal vi MEGET
tidligt op, vi skal nemlig allerede flyve mod Garoua kl. 06.20 :o Pyyyh. ;)
Men så, er vi også endelig fremme! Wuhu ;b

Vi passer på hinanden og vi kommer med en opdatering hurtigst muligt.

Au revoir Danmark!

Lidt om Cameroun og andre lækre sild ;)

Ja, det må så blive vores alleførste blog indlæg. Wuuu! Det var liiidt besværligt at få den op at køre, men nu er vi KLAR og vi håber I alle vil læse om vores spændende eventyr. :D Vi glæder os i hvert fald til at komme afsted. Herunder vil vi skrive lidt om hver af os og lidt om landet, Cameroun. Enjoy!

Louise Kiilerich Mikkelsen:
Hejsa :) Jeg hedder som sagt Louise og jeg er 19 år gammel. På nuværende tidspunkt bor jeg i Brønderslev, sammen mine forældre og to søskende. De sidste to år har jeg gået på HF i Brønderslev, hvor jeg i sommers dimmiterede. I min fritid synger jeg gerne en del - jeg har tidligere sunget i Brønderslev Kirkes Pigekor og de sidste års tid har jeg gået til solosang. Jeg kommer desuden også en del i IMU (Indre Missions Unge), hvor jeg bl.a. også sidder i bestyrelsen, derudover har jeg brugt en del tid som plejehjems afløser.
Men de næste 3,5 måneder i mit liv, vil "menuen" stå på Afrika, afrika og atter afrika! I skal nok høre fra mig :)

Mia Mølgaard Reckweg:
Ohøj sømand! Jeg er Mia og jeg er 18 år gammel. Jeg bliver dog 19 år d. 22. september, så jeg får lov til at holde fødselsdag på afrikansk vis. Jeg har hele mit liv boet nær en lille by kaldet Nr. Kongerslev sammen med min familie, som består af far, mor, lillebror, storesøster og storebror. Min storebror og søster er dog flyttet hjemmefra, og min kære storebror er gift. Jeg færdiggjorde hertil sommer gymnasiet i Aalborg, så nu kan jeg kalde mig student. Jeg kalder mig selv for musiskalsk og derved kan jeg godt lide at synge og spille klaver. Som Louise har jeg de sidste 3 år kommet i IMU i Aalborg, hvor jeg har været rigtig glad for at komme. Derudover har jeg en kæreste, Lennart, som jeg selvfølgelig også bruger dejlig meget tid på..
Men nu er jeg så klar på at give det næste stykke tid til Cameroun og alt hvad det indebær! Så: Africa, here I come !

Simone Mejer:
Jeg er Simone, jeg er 20 år og kommer fra Løsning (: .. Og jeg får også fornøjelsen af, at holde fødselsdag på afrikansk vis til oktober. Jeg blev student i sommeren 2010 og har det sidste år, brugt min tid hos familien Knudsen i Vejle, hvor jeg var ung i huset og fik lov at passe to dejlige drenge. I min fritid bruger jeg min tid på venner, lidt sport, IMU i Vejle, være kreativ og selvfølgelig min familie. Når vi kommer hjem igen, venter sygeplejerskeudd. i Vejle.
Det har altid være en kæmpe drøm at komme til Afrika som volontør, så jeg glæder mig heelt vildt til det bliver 1. september!!

Anne Theresa Thanning:
Mit navn er Anne Theresa Thanning, jeg er 21 år og bor i Vejle sammen med mine forældre og to yngre brødre. Jeg er netop blevet student fra Rosborg Gymnasium, hvor jeg har haft linjefagene Matematik - fysik - kemi. I skoleåret 07/08 var jeg på udveksling i Maryland USA, hvor jeg havde et fuldstændig fantastisk år. Jeg har efter min hjemkomst fra USA lavet en masse frivilligt arbejde for udvekslingsorganisationen AFS, hvor jeg bl.a. koordinerer lejre, er kontaktperson og leder på lejre for de udenlandske udvekslingsstudenter, som kommer til Danmark. Jeg er desuden meget aktiv i FDF og har de sidste to år været ansvarlig for 25 tumlinge (børn som går i 1. eller 2. klasse).
Jeg er netop fået en Standby plads på medicinstudiet i Aalborg, så hvis alt går efter planen regner jeg med at starte på dette studie i sommeren 2012 :-)
Men først går turen til Cameroun, og jeg kan næsten ikke vente! Efter at have været på forberedelseskurset og mødt og snakket med de andre piger er jeg SÅ KLAR  til at komme afsted :-)

.. Og så lidt om landet
Cameroun ligger midt imellem Nigeria, Tchad, den Centralafrikanske Republik og Congo. (: Landet kaldes miniafrika pga. dets geologiske og kulturelle forskelle. Landets natur består af strande, ørkener, bjerge, regnskove og savanner.
Der er to officielle sprog i Cameroun: engelsk og fransk, hvor fransk er mest udbredt (vi er allerede gået i stærk træning med at lære det franske sprog - det er lidt svært)
Vi skal bo i Garoua på Den Lutherske Brødrekirkes område og det er også den kirke, hvor vi skal hjælpe lidt til på kontoret.
Vi kommer derned midt i regntiden, men kan alligevel forvente 30-35 grader i den første periode og dette vil stige når regntiden stopper, hvilket den gør omkring oktober, jubii!!

Vi håber I vil følge vores rejse her på bloggen og gerne smide en kommentar! Vi vil gøre vores bedste for at få opdateret den regelmæssigt.
Vi er i hvert fald klart til at møde Afrika, mon de kan rumme os?? :D

Søde hilsner fra os alle